tirsdag, oktober 09, 2018

Min løbehistorie del 2 - Gennembrudet

Kold som en brøndgravers r..
Jeg frøs om ørerne. Det var hård frost, omtrent minus 2 grader men føltes langt koldere. Mine fødder var svedige af varmen fra billige tennissokker. Friktionen fra sokken mod min hæl dannede en vabel. Jeg kunne mærke smerten fra vablen der bristede. Men jeg fortsatte alligevel hen ad Ingerselv på vej mod Jegstrup, jeg tænkte at jeg burde stoppe op for jeg havde allerede løbet i otte minutter. Men tænkte at jeg ville fortsætte, så jeg ikke kom til at fryse ved at gå i stedet. Jeg havde gåsehud under mine tynde nylonleggins. Så jeg fortsatte.

Vintersolen
Fik blodsmagen i munden og begyndte at hoste da jeg hev den kolde luft helt dybt nede i lungerne. Jeg rundede Jegstrup, satte farten lidt ned for at kunne se på mobilen hvad Endomondo ville fortælle. Jeg havde løbet i 2,2 km uden pause. Indre jubel! Jeg tænkte at jeg lige kunne løbe hjem, kun 1 km igen, bare springe løbeprogrammet over. Jeg løb blandt træerne, rundede om til Skovgårdsvænget og blev blændet af aftensolen der skinnede hvideligt hen over snelandskabet med safirblå aftenhimmel. Jeg nåede at tænke i et splitsekund - "far". Jeg snappede efter vejret, satte farten lidt ned og prøvede at trække vejret lidt mere roligt, udåndinger duggede mine briller, men jeg kunne ikke trække vejret helt ned. Pulsen bankede vildt og jeg nåede hen ved begyndelsen af min vej hjem, jeg mærkede klumpen i halsen og tårerne randt. Jeg kunne intet se for vintersolen og asfalten dansede uden for mit synsfelt med millioner af prismer. Jeg sansende lige at jeg var kommet hen til nr. 3. Hjem.

"Far"
Med tårerne rendende fik jeg stoppet Endomondo, gik ind og faldt om på toilettet, lukkede døren for at holde lyset ude. Smerten bølgede i brystkassen. Jeg gispede efter luften, pudsede næsen og prøvede at berolige mit galoperende hjerte. Det er ikke fordi jeg løb. Det er fordi jeg tænkte "far". Det slog mig lidt ud af kursen. Det var kun 11 måneder siden verdenen stod stille og hans bevidsthed og sjæl forlod os. Jeg tog et varmt bad, for at dulme smerten i brystkassen og tårerne faldt under brusebadet. Jeg blev ren, men også helt tom indeni. Jeg bad en stille bøn og sagde tak til mine ben der bar mig så langt og mit sind der fik mig hjem trods det smertelige glimt af "far".

Aldrig glemt - far.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...