tirsdag, oktober 16, 2018

Hvad nu hvis...

Den sjældne drøm
"Teo løber mig i møde, spreder sine arme ud, kaster sig ind til mig og råber moar mens solen skinner i hans rustrøde hår. Han begynder at snakke som et vandfald om alt det der er sket i skolen og i SFO den dag, mens ordene snubler ud af de manglende fortænder i munden. Han stopper op og spørger med tegnsprog om vi skal gå over i klubben og hente storebroren".

Hjertetstårer
Den scenarie har jeg drømt. Sjældent, men det sker. Især når jeg ligger i mørket med Teos hånd i min og venter på at søvnen overmander ham. Det kan tage timer. De føles lange i mørket. Som det halve liv. Tankerne flyver rundt omkring. Han ligger altid trykket ind til mig. Min lille, stærke og tavse 6 årig. Han dufter af tandpasta og af at være en aktiv dreng. Jeg ender med at fælde hjertetstårer hver gang. Det bliver aldrig helt let. Disse følelser har jeg som regel pakket hårdt sammen ned i en boks gemt i en stor maghonikiste, hvis nøglen til den hænger jeg på en mental knage helt inde i mine inderste kroge i sindet.

Resignation
Jeg har set hans sprog smuldre fra den ene dag til anden mens autismen ændrede ham. Fra det klareste lys til en flakkende stikflamme. Naivt har jeg troet på autoriteten der sagde at børn udvikler sig forskelligt. At han vil komme til at tale igen. At det intet er i vejen med ham. Jeg skulle have stolet på mine intuitioner der skreg "Stop det! Hjælp ham! Tag ham væk!". Han led mens man ihærdigt dag for dag trænede lyde med ham. Han græd. Han resignerede. Han trak sig ind. 

Dragen
Trak vi ham ud tidsnok til at han kan komme sig? Det ved jeg ikke. Det siger de. At håbet er der. Det sagde de også da hans stemme døde og mistede kontakt med denne verden. Han er som en drage, der flyver hid og did. Stabilt i nogle timer, andre timer rykker han rigeligt meget så hånden er helt øm over at holde snoren. Af og til rykker dragen sig så hårdt at vi taber snoren, så vi må tumle afsted for at fange den igen. Sikre at vi kan tøjre ham, så han stadig er forbundet til den her verden. Vi vil aldrig kunne slappe helt af og give ham snoren og dermed friheden til at flyve højt og flot. Stigende, stærkere og friere. Være sig selv. Teo der kan se os foroven og råbe "moar" ned til mig.

Teo ånder nu dybt. Hans hånd falder ud af min. Jeg kysser ham på hans varme kind og hvisker det samme hver aften, "Kom tilbage til mig".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...