fredag, august 24, 2018

Min løbehistorie del 1 - Nytårsfortsættelsen

Nytårsfortsættelsen

På den allerførste dag i det nye år, med hævede øjne, tung krop og kun 4 timers søvn snørede jeg mine meget slidte løbesko ind. Eller faktisk de var egentlig ikke rigtig løbesko, men sneakers, komfortabel men ikke løbeegnet. Men løbe, det skulle jeg. Jeg havde i et anfald af "nu eller aldrig" rus man er i, når man tager sit liv op til revision som man gør med nytårsfortsættelser, meldt mig til Royal Run.

2017 - not my best year

Så havde jeg lige fem måneder til at få sofasneglen til at blive en løber, vel at mærke en der SKAL løbe 10 kilometer. Et projekt jeg tænkte mange gange, at det ville jeg aldrig kunne gennemføre. Men der skete et eller andet i mig, 2017 var et sindssygt hårdt år for mig, at jonglere med en praktikplads, et massivt vægttab efter min gastic bypass operation i december 2016, min fars død og ansvaret for at få Døves Kulturdag i Aarhus til at lykkes på et år, samtidig med at være nærværende datter, søster, kone og mor i familien.

2018 skulle være mit år, hvor jeg selv bestemte over hvordan et projekt skulle forløbe sig. Et jeg kunne kontrollere 110 procent. En rejse inde i mig selv begyndte den dag den 1. januar. Jeg fortalte det kun til min mand og til min ældste søn, at nu tog jeg en løbetur. Overraskende, hævede øjenbryn men ellers ingen kommentarer. Jeg havde printet et løbeprogram ud fra www.motionslob.dk hvor man kunne lære at løbe 10 km på 16 uger, og det passede nogenlunde med at jeg ville kunne det lige før den 21. maj, til Royal Run.

Det første løb

Tilbage til dag 1, jeg var pakket ind i sneakers, havde uldsokker i dem, billige strækleggins på, en eller andet syntetisk langærmet bluse, jeg købte i Føtex, tyk vinterjakke på med halstørklæde til, samt en uldhue og strikvanter. Der var kun 1 grad "varmt", men blæste så luften føltes koldere. Da jeg ikke kunne holde på et stykke papir og se efter hvor langt jeg skulle løbe og gå samtidigt holde øje med tiden på mit ur. Tænkte jeg at jeg ville lade løbeprogrammet hænge på køleskabet og skrive tallene ned på håndryggen, så jeg bare kunne tjekke efter.

Først stod der man skulle gå 5 minutter, nemt nok, det kunne jeg jo, men det var koldt, så jeg satte hastigheden op for at få varmen. Sveden begyndte at hagle under uldhuen, den tog jeg af, proppede den ind bag jakken, så skulle jeg løbe i 1 minut, jo det er da nemt nok. Jeg satte af og løb i lunteform, tænkte at jeg snart har løbet i 1 minut, kikkede på uret, 20 sekunder... What!! 40 sekunder endnu. Jeg hang på, mine lunger hvinede og jeg huskede jeg tænkte at jeg sgu var snotdum at tilmelde mig til Royal Run, hvad bildte jeg mig ind? Så skulle jeg gå i 3 minutter. Pyh! Så kunne jeg få pulsen og hjertebanken ned igen, men 3 minutter var ikke nok til at få kolibrien bag brystet til at falde til ro og så skulle jeg løbe i 1 minut igen, op ad en bakke, en lille en ganske vist, men når man ikke har lavet noget fornuftigt sportslige aktiviteter i flere år, så er bakken pludselig en led satan. Men op kom jeg med hiv og sving og igen skulle jeg gå i 5 minutter. 

Så var jeg pludselig færdig, midt ude på Lars Tyndskids marker og den lille kilometer hjem på gåben måtte jeg gøre med frysende ben, kolde tæer og overkroppen der svedte og dampede under vinterjakken med våde hænder, hals og ansigt. Det føltes som at have tømmermænd af den væmmelige slags. Jeg havde kvalme. Men hjem kom jeg og fik streget den første dag over på løbeprogrammet. Min dreng spurgte så om jeg skulle afsted igen, jeg sagde ja, men jeg tænkte "fandme nej du!".

Fortsættelsen følger...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...