Verden i vater på en ny måde

At få ens barn passet af en barnepige er ikke noget usædvanlig i. Det er mange familier der gør det. Men at få Teo passet, mens resten af familie er ude sammen og lave ting sammen, som en familie, hvor vi slapper af og griner sammen. Det er noget helt andet. Det er en tilvænning for mig. Sorgen over at familiekonstellationen ofte må bestå af to og to, eller at være uden ham. Han forstår det (heldigvis) ikke... Endnu. Men jeg og manden gør det, der er af mindst onde for Teo.

I lørdags var jeg både ked af, men også lidt lettet, for vi tre andre slappede af, vi kunne bare være der uden at det hele skal gå op i planlægning, holde skarpt øje med alle mulige og umulige scenarier der kunne føre til et overstimuleret barn eller et barn der kommer til skade. Vi var ikke i konstant alarmberedskab. Vi havde faktisk tid til at kunne svare Max i hele sætninger. Tid til at forklare. Tid til at være til. Det var bestemt dejligt. Det bliver ikke sidste gang. Når vi er sammen alle fire lige nu, så sidder vi i sofaen, kilder hinanden, klør hinanden på ryggen, griner af noget i tvet, snakker sammen eller når Teo gør noget lidt løjerligt. Der er min verden i vater.

 Det er en del af min lod at være mor til en fantastisk, dejlig og speciel dreng som Teo og en følsom og klog dreng som Max.