Lille stakkel

Max gør sig tanker om mangt og meget, ret ofte er det meget modne og gammelkloge refleksioner han gør sig. Sommetider overrasker han mig med et indsigt jeg ikke ville have tillagt en 8 årig. Jeg tænkte i hvert fald ikke sådan da jeg var på hans alder.

Mor - Må jeg godt synes at Teo er en lille stakkel? Spurgte han og jeg svarede at han godt måtte uddybe det. Jamen mor, han er både døv og har autisme, det er så meget han går glip af, han forstår ikke alt det han kan høre, han forstår ikke det vi siger til ham og han opfører sig nogle gange ikke som andre på samme alder. Jeg vil så gerne at han forstår det hele, alt det vi fortæller ham, hvor meget vi elsker ham og hvor dygtig vi synes han er. At han bare kan være en irriterende lillebror i stedet for en lidt mærkelig lillebror.

Jeg prøvede at forklare, at sådan som Teo har det lige nu, så er han lykkelig uvidende om alt det - endnu, og at han er en glad person inderst inde. Det er ikke så meget "stakkels mig" hos Teo. Men jeg forstod godt hvad Max forsøgte at sige. 

Ja, det er pisseuretfærdigt, beklager min franske, at det netop er Teo der er autist. Teo der ikke kan som andre jævnaldrende. At vores familiedynamik ikke kører som smurte tandhjul der alle snurrer i harmoni med hinanden. Teo har et hak i sit tandhjul, og hver gang hver vores tandhjul passerer det hak, så hopper vi alle. Men vi kører da stadig rundt, som et gammelt ur der lige er en par minutter bagefter. Resten af livet.