fredag, juni 24, 2016

Deaf Space og behov for at være alene

Vi bor i et rækkehus der er 110 kvm2 stort. Vi er fire personer. 3 ud af 4 er døve. Så vores nederste etage er både stuen, kontoret og køkkenet. Det er godt og vel cirka 35-40 kvm2 Vi har frit udsyn til hele området og har store vinduespartier.. Det er egentlig ret døvevenligt. Det er ideelt og så dog alligevel ikke.

Max vores ældste har behov for at høre hvad der bliver sagt i hans ipad, men da vi alle andre er her og larmer som nu tre personer kan gøre, så har han hørebøffer. Han sidder med ryggen mod os og kan så lukke os ude hvis han vil. Men straks deltage i hvad der sker i huset. Han har et pænt størrelse værelse med lækre ting, synes vi, men han er der kun for at sove eller når han har kammerater på besøg.

Jeg og faktisk også Teo er lydfølsomme, så hvis Max lytter til sin ipad uden sin hørebøffer, så larmer det med tegneserielyde, dåselatter og masser af jingles. Det bliver jeg og sikkert også Teo vanvittige af. Almindelige hverdagslyde kan jeg takle, men melodien til Pokémon kan hyle mig ud af det.

Teo er i sin kraft af autisme og sit høretab faktisk i modstrid med hinanden. Teo elsker at holde øje med os ud af sine øjekroge og vide hvor vi alle befinder os. Han følger mig overalt, også ude på toilettet. Jeg glæder mig til at Teo bliver større, og han mister lysten til at kikke på mig imens jeg har underbukser dinglende ved mine fødder. Det er hans deaf space. Men hans autisme gør, at han bliver bombarderet med alle lydene og indtryk. For der sker meget i hans sind som han ikke kan frasortere. Så han bliver autistisk i hans måde at være på. Skriger, griner og er overbegejstret. Han kan ikke koncentrere sig eller fastholde blikkontakt så længe. I morgen holder vi fødselsdag for ham i familien, vi bliver 14 personer i alt. Han elsker at der kommer besøg, men 14 er immerværk mange mennesker i et rum. Familien er nu forhåbentlig vant til, at han ikke kan sidde ved bordet i timevis, men laver andre ting mens vi hygger ved bordet.

Ellers har vi fundet ud af, at vi tager ham med op i vores 1. sal, for så får han ro. Der er ikke så mange ting. 

Hvis der er ingen børn hjemme, så kan vi på skift godt lide at være for sig selv, jeg plejer at spørge om Doug ikke skal på biblioteket eller han spørger om jeg ikke skal handle eller tage ind til byen. Det betyder kort og godt; "Skrid, så jeg kan få fred". Det hele bliver sagt med et smil. 

7 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...