søndag, maj 29, 2016

740%


Tidligere på året var jeg forbi lægen sammen med Teo, der havde problemer med sit ene øre. Teo var lidt umuligt den dag, jeg var svedig og iført alt for meget uld, og skulle håndtere en dreng der godt ved, at om lidt stikker den onde dame ham i en af hans finger. Det viste sig, at Teo havde infektion og efter et kik i øret, var beskeden det halvårlige "det er en mellemøresbetændelse (igen)". I det jeg er ved at give Teo overtøj på, og helt nemt var det ikke, en vred 3 årig der er blevet stukket, så spurgte lægen "Hvordan har du egentlig det?"

Jeg svarede at jeg har det fint nok, bortset fra forkølelsen, hoste, mangel på søvn, hårtab, forpustet det meste af tiden, konstant tørst, hyppig vandladning, har sikkert søvnapnø, begyndt at være svimmel, langsom sårheling og ja en par stykker mere jeg remsede op. Jeg sagde med et smil, at det nok er snart min tur til at bukke under for en virus.

Hun spurgte om jeg overhovedet brugte mine inhalator (har astma), og det måtte jeg sige nej til. "Ved du hvad? Jeg er sikker på at der er 740% chance for at du har sukkersyge eller er ved at få det". Jeg smuttede ud med Teo efter at have sagt et hastigt farvel. Skøre læge, hvad bilder hun sig ind?!

Meeeeen! Det bundfældede sig, det lægen sagde. Jeg havde haft en lurende mistanke, men bare skød tankerne til siden hver gang. En par uger senere besøgte jeg en veninde, der lå på hospicen. Vi fik en lang og meget ærlig snak, og hun sagde at hvis jeg ikke gjorde noget, ville jeg snart gøre hende selskab, og hun ville blive så gal hvis jeg kom før min tid var forbi. Gør noget.

Så det gjorde jeg. Fik taget blodprøver. To dage senere tikkede der en mail ind fra lægehuset, diabetes 2. Jeg var reelt ikke overrasket, men alligevel var jeg fortumlet den dag, for nu stod der sort på hvidt. Fik sagt det til manden min, der spurgte hvad det så er for noget. Og hvad er sukkersyge så for en fidus? Det måtte jeg finde ud af. Jeg kan ikke påstå at jeg ved alt om det, men jeg har nu tilranet mig en vældig god viden om det. Sådan er jeg, jeg er den der læser alt om et emne på kort tid. Et bjerg af litteratur.

Jeg er stadig i processen hvor jeg finder ud af hvad jeg ikke skal spise, og hvad jeg må spise. Hvordan jeg skal forholde mig til alt det der diabetes. Jeg får tabletter der styrer min forbrænding af sukker i mine muskler og øge følsomhed over for insulin, så jeg bedre kan få sukker ud af blodet.

Jeg har som sådan næsten ingen bivirkninger, kun det meget liden charmerende luft i maven. Det rumler. Ikke af sult, det er bare gang i gasfabrikken. Så er det en anden bivirkning, som jeg synes er det allerbedste, jeg har ikke så stor appetit på sukker, salt og fedt som før. Jeg er normalt en der snacker hele dagen foruden for måltiderne, i alle mine vågne timer. Nu er det så lidt at jeg mærker det på vægten. Jeg har meget at tage af, så det varer endnu før I kan se det på mig. Om lang tid. Et årti eller noget.

Er jeg ked af det? Både ja og nej, ja fordi jeg har et forringet helbredelsestilstand, skal holde øje med maden, være obs på mit syn og hvordan mine fødder har det. Lader jeg det stå til, dør jeg simpelthen.

Og nej, det er et vendepunkt for mig. Jeg har behandlet min krop som skidt, som en affaldsspand af alt muligt jeg kan spise og drikke. Jeg har drukket cola så meget at jeg langsomt svækkede min bugspytkirtel. I kender vel det vittighedstegning, hvor man ser mennesker der ligger på en solseng, med en droppose fyldt med kaffe der dryppes ind i venerne efter en heftig omgang fest. Hvis det var mig i tegneserien, var jeg den der klemte vildt på dropposen for at få gang i colaen. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg drikker ikke cola mere, jeg får en enkelt Faxe Kondi Free i ny og næ, men jeg nyder det ikke helt på samme måde.

Diabetes er endnu et ar på mit skjold, jeg er stadig her, Jeg er ved at fatte at jeg har sukkersyge.

9 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...