Vigtigheden af at sige de tre små ord

Der er meget kærlighed i vores familie. Det skal man ikke være i tvivl om. Vi siger det ofte til hinanden, og især til Max. Han er i den alder, hvor han begynder at synes at det er lidt småpinligt at sige det, især hvis der er andre der kikker på. Men han siger det gerne til os, af sig selv. Det varmer altid.

Men hvad med Teo? Hans intelligens fejler ikke noget, det er det autistiske kognitive der hæmmer ham i kommunikationen. Vi sørger for at vise ham kærligheden ved knus og kys. Ved trøst og ved at røre ved ham dagligt. Han er så langt fremme, at han også viser sin hengivenhed og kærlighed ved at give knus og kys. Det giver han til os der vil ham det godt, forældre, storebror, familie og pædagogerne i børnehaven. Han har en sund skeptisme, han kaster sig ikke i armene på fremmede der viser ham venligheden. Men samtidigt er han ikke afvisende.

Det gik op for mig for en stykke tid siden, at jeg ikke nær siger det så tit til Teo, som til Max. Det skyldes jo, at han ikke giver os verbalt respons og øjenkontakten er altid for kort til at man kan nå at sige det. Men!

Undervurderer aldrig betydningen af et sprog, både det talte og på tegnsprog. Så jeg løfter nu hænderne og viser tydeligt "jeg elsker dig". I en stykke tid anede jeg ikke om han forstod tegnene, for hvor meget når han at se det jeg siger? Ser han på mig han ud af øjekrogene? Registrer han betydningen af det jeg fortæller ham? Det har jeg nu opdaget at han faktisk gør. Han laver en lyd fra struben, det er to klikkelyd og et lille hvin. Det er hans respons på min kærlighedserklæring til ham. Jeg vælger at tro, at han siger det samme til mig, på sin egen måde.

Husk at fortælle de tre små ord.