fredag, marts 04, 2016

Størst af alt...

Dengang jeg var en nybagt mor med min ældste dreng, læste jeg samtlige forældremagasiner og deltog i flere grupper på nettet, hvor man kan chatte og skrive indlæg om vores børn, endda delt op i årgang og måned. Jeg fulgte ivrigt med i tabeller over børns udvikling for at se, om Max fulgte godt med. Det var ikke den ting jeg ikke vidste om babyer, børn og deres udvikling. Det var en god og spændende tid. Jeg var en pavestolt førstegangsmor. Max var og er en lille figher, der udviklede sig fra at være så lille som han var, og er blevet til den dejlige 8 årige dreng han er i dag.

Med Teo forholder det sig anderledes, allerede da han blev CI opereret, kunne jeg fornemme at han ikke var ligesom sin storebror. Jeg tabte interesse for de magasiner, for Teo fulgte ikke udviklingen. Jeg kommenterede sjældent hos FB- og hjemmesidegrupper. Jeg tænkte at det nok skyldes at han er 2. barn, og jeg ikke havde brug for at få ham igennem en tjekliste og sammenligne med andre børn. Men sandheden er nok snarere, at det gjorde for ondt at læse med. At høre om de jævnalderende børns kognitive udvikling, deres første ord, sætning, hvilke charmerende ord de kunne sige og læse om hvordan de er i normal samspil med andre. Jeg kunne ikke bruge Teo i den her kontekst. Han er helt sin egen i fht. de andre børn.

Da han så fik diagnosen infantil autisme, var det selvfølgelig mange ting der gav mening, men jeg kunne stadig ikke læse om andres helt igennem dejlige og "normale" børn uden at føle vrede og misundelse. Hvorfor Teo? Han har ikke fortjent det. Hvorfor mig? Har jeg gjort noget galt siden jeg skal udfordres på den måde i mit liv? Men jeg lærte efter en par måneder, at skylden er ikke hos de andre forældre og deres børn, ej heller min og mandens. Nogle gange sker der svære ting for gode mennesker, for først der må man sande, hvilke styrker man besidder.

Det ville være løgn at påstå, at der ikke af og til stikker i mit hjerte, når jeg ser et barn på Teos alder. gå med dets forælder og har en normal samtale om helt almindelige hverdagsting i et supermarked. Det kunne have været mig og ham. Stikket kan brænde som syre. Men når jeg ser på Teo, heler mit hjerte igen. Det er mening at han skal være hos os.

For nu at citere den gode Paulus, der skrev det i et brev til korintherne, "Størst af alt er kærligheden".

1 kommentar:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...