torsdag, januar 21, 2016

Den dag glemmer jeg aldrig...



I dag er det et år siden mit liv for anden gang blev vendt på hovedet. Vi var forberedte. Troede vi. Det var derfor vi ville have ham udredt. Men så længe jeg lever, vil jeg aldrig glemme psykologens åbningsreplik til mødet; "Ja, som I nok har regnet ud, så ja, jeres fornemmelser var slet ikke forkerte. Teo har infantil autisme...", mere huskede jeg ikke. Det sortnede for mig, og jeg stirrede bare på tolken, knugede min mands hånd hårdt og kæmpede for ikke at lade tårerne løbe over. Da vi 40 minutter efter stod ude ved vejen foran børne- og ungdomspsykiateringen var jeg følelsesløs. Jeg ænsede ikke januarkulden den eftermiddag. Det var en onsdag.

 Mit hoved var et vivar af tanker og migrænelynild. Jeg og manden gik hen til busstoppestedet, og vi måtte omfavne hinanden. Chokket kom bag på os. Det blæste os omkuld. Vi snakkede lidt om hvordan vi skulle skrive besked til familien. Tårerne trillede uden afbrydelse på den lange bustur hjem. Manden var stille.

Jeg lærte meget om mig selv i løbet af et år. Jeg lærte at min mand besidder enorme ressourcer, men også er et menneske der sørger. På en anden måde end jeg gør. Jeg lærte at overbringe en alvorlig besked i børnehøjden til Max, og vide at han også sørger. Han kæmper stadig med at forstå. Jeg lærte at Teo stadig er her, og ikke er død. Jeg så Teo blomstre op det nye sted, og lærte at vi tog den rigtige beslutning om at få ham udredt. Det blev hans redning. Jeg fandt ud af at jeg også er et skrøbeligt menneske der knækkede under vægten af de sorte tanker og evig selvpineri. Jeg lærte at jeg skulle være god ved mig selv, ikke altid være den perfekte mor, kone, datter og veninde. Jeg lærte at jeg har mine grænser. Jeg lærte at jeg ikke længere vil være pleaser. Jeg lærte hvem der for alvor vil os som som venner efter den livsomvæltning. Jeg lærte at sorgen er cirkulær. Den vil aldrig forsvinde, men af og til, vil den stikke sit grimme, krogede, sorte og ødelæggende ansigt frem. Jeg lærte at kærligheden er stærkere end angsten, stresset og depressionen. Jeg lærte at jeg er en kriger. At min familie består af krigere. Vi er sårede, måske lidt knækket, men ikke helt nede. 

Autismen er en skramme på vores familieskjold, men vi bærer det med styrke og mod.

6 kommentarer:

  1. This blog is so nice to me. I will continue to come here again and again. Visit my link as well. Good luck
    cara menggugurkan kandungan

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...