mandag, december 14, 2015

Det evige, lille barn



I morges var Teo i bad, og efter badet lod jeg Teo lufttørre i den bare ingenting. Han hoppede rundt i min og mandens seng, helt henrykt og var ved flække af grin over at jeg prøvede at fange ham. Han lagde sig ned på ryggen, lod solen varme hans krop mens støvpartkilerne dansede i solskinnet. Han havde lukkede øjne, nød bare at være i nuet og hans lille hånd strøg over dynen for at lede efter min hånd. Vi lå der hånd i hånd, mor og søn. Der ønskede jeg, at han forevigt vil være lille, stadig uvidende om den skræmmende verden. Han bliver ikke ved med at være 3 år. Hans krop vokser og hans udseende bliver ældre. Så længe han er en lille, nuttet splint, er folk mere overbærende over for hans opførsel, som ikke ligner hvad der er "normalt".

Det er svært for han at spise med ske, gaffel og kniv. Han kan godt finde ud af at bruge bestikket, og han forstår tingenes funktion. Men skeen/gaflen må helst ikke røre hans mund, tungen og tænderne. Så når han bruger en ske, drejer han skeen, så bagsiden ikke berører hans tunge, så glider maden af. Det betyder at han sviner lidt mere end en andre 3 årig gør. Det kan folk ikke forstå, bestemt ikke når han bliver 5 år eller 10 år. Man ville mene at han er uopdragen. Han kan godt lære at gøre det rigtigt, men det kræver tålmodighed af den virkelige lange slags. Det kan nogle have svært ved at forstå. Og ja, alle slags materialer som plastik, træ osv. er anvendt. Det hjælper bare ikke lige i øjeblikket.

Jeg får også spørgsmålet om hvornår han bliver blefri, jeg kan ikke give et klart svar. Det er forskelligt. At pottetræne en nonverbal, autistisk 3 årig er ikke det samme som et NT barn. Teo er kognitiv bagud på nogle områder. Han er ikke helt i samme harmoni med kroppens indre funktioner som andre jævnaldrende. På det område er han kun halvandet år. Man pottetræner ikke et barn på den alder, vel? 

Opdragelsen er et emne, som alle har en mening om, og skæld ud er ikke en anvendt metode herhjemme. Teo forstår ikke hvad han gør forkert. At vise tegn på at det er forkert (den ene hånd slår den anden) forstår han ikke. Han ser ikke logikken i at vedkommende slår sig på hånden og ser vred ud. Vi, dvs børnehaven og os forældre har indøvet et nej/fy tegn, som han forstår i dag nogenlunde. At andre blander sig i det, kan mildt talt tænde os af. Man kan ikke sammenligne ens eget NT barn med et barn med autisme. Og igen, selv ikke hos børn med autisme er der ens opdragelsesmetoder, selv om der er nogle træk der går igen. Hos os er konsekvenspædagogikken ikke noget der fungerer for Teo. Heller ikke for Max for den sags skyld. Det er ikke en filosof vi tror på. Her hedder det gentagelse, tydelig billedkommunikation og gentagelse.

Jeg behøver vel ikke at sige, at billedkommunikationen er alfa og omega i Teos verden. Det talte og tegnsprorglige ord er flygtige og forsvinder ud af hukommelsen med det samme, men et billede holder længere. Det er et redskab, Teo kæmper med at lære. Han er god til at aflæse billeder, også selv om det bare er et simpelt tegning af tændstikmænd. Hans force er, at han er visuel stærk til figurgenkendelse og farveaflæsningen, det er mange der er inden for autismespektrumnet. Det er derfor han har kastet sin kærlighed på bogstaver og tal. Han er simpelthen så dygtig til det og har en imponerende hukommelse. På det felt er han foran de andre børn. Så er det andre ting han er så meget bagud på. Så det er svært at lave en aldersvarende profil på ham, kurvene vil svinge helt vildt, Han skal udredes igen før han starter i skolen. Man siger at 70-80% af dem med infantil autisme er mentalt retardet i forskellige grad. Det ved vi ikke endnu om han er.

Teo er ikke den der laver dramatiske nedsmeltninger, når vi er ude blandt folk. Men vi forsøger også at skærme ham mest muligt. Jeg bliver ikke længere pinligt berørt, det hærder at kun fokusere på ham, og ikke hvad damen i køen sender mig af misbilligende blikke og sårende kommentarer.
Det sker oftere end vi har lyst, at den ene voksen i familien er ude med ældstebarnet, mens den anden bliver hjemme med Teo. Det er et valg, vi er nødt til at tage. Sådan er det bare. Det kan derfor tage os lang tid at overveje for eller imod til at tage Teo med til et arrangement. For der er flere faktorer der spiller ind, hvilket humør han er i, hvad han har lavet dagen før, har han sovet natten igennem, spist nok den dag og hvilket type arrangement der er. Bare noget så simpelt som en fødselsdag med den nærmeste familie kan udløse søvnproblemer og at Teo må ligge på gulvet og rokke med kroppen i halve eller hele timer pga. overstimuleringen. Så vi som forældre skal høre på kommentarerne om at det kun er en par timer (det er som en marathon for ham), at Teo godt kan klare det (undskyld, kender du ham bedst?), at Teo kan få et værelse for sig selv at koble af (ikke hans hjem, nyt sted, nye ting, hvornår skulle han falde til ro?) Men igen, det er uvidenheden og det forstår vi godt, men I må også gerne forsøge at forstå ham, og samtidigt se ham som Teo, ikke som et symbol på autismen.

Teo er en glad, harmonisk, kærlig og nysgerrig lille dreng. Et solskin på en kold vinterdag. Et smukt ukrudt, der er vokset på af den hårde asfalt. En klukkende å. Et uskyldigt barn. Bare Teo.


5 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...