fredag, oktober 30, 2015

At græde helt uventet...

Når man får et barn med en diagnose, omend hvor mentalt forberedt man så er på forhånden, så er beskeden alligevel som en lussing. Man får lukket op for en ukendt sorg, der bare vælter ud i en og truer med at drukne én i en bundløs sø. Med tiden bliver det hver dag, og man læser og hører om børn der har det værre end ens eget barn. Så takker man i al stilheden at det ikke er ens barn. Men det betyder ikke at sorgen forsvinder. Eller at det gør mindre ondt. 

Det niver af og til i hjertet, især når han er frustrerende over ikke at blive forstået eller når storebroren spørger om lillebrorens hjerne ikke virker. Teo oplever tydelig fremgang, takket være hans specialbørnehave og at vi forældre selv får mere viden og redskaber til at takle hans udfordringer. Men når jeg som i dag bliver konfronteret med en lille videooptagelse. Før altinget. Hvor alt stadig var "normalt". Sorgen skubbede op for døren, der alligevel aldrig lukkede helt i igen. Jeg så ind i en tid, hvor der kunne have været en hel almindelig familie med mor, far og to børn.

Der blev fældet tårer - jeg elsker jo min skat. Men det gjorde nu alligevel ondt at se den.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...