torsdag, september 17, 2015

Madsens ABC om infantil autisme

Dette er vores ABC om Teos infantil autisme. Det bygger udelukket på vores erfaringer med Teo, og ingen med autisme er ens, selv om der godt kan være fælles referencer. Husk på at han er 3 år, og det er med udgangspunkt i hans alder eller rettere også hans kognitive alder.

Diagnose:
Teos helt præcise diagnose er infantil autisme. Autisme betyder indadvendthed og det er en dysfunktion i hjernen, faktisk er det en gennemgribende udviklingsforstyrrelse der gør at hans udvikling, som er normalt for et NT barn, bliver forstyrret. Selv det at gå, tale, begå sig blandt andre kan være forstyrret. Teo har problemer på alle tre områder, kommunikation, socialt samspil og stereotypt adfærd.

Kommunikation:
Teo er non verbal lige nu, og om han kommer til at lære at tale eller at bruge tegn er ikke til at vide. Hvis han nogensinde gør det, så bliver det ikke en sludrechatol vi får. Teo kommunikerer ved at hive os hen til det han gerne vil have og så er vi begyndt på billedkommunikation. Ikke så mange på én gang, faktisk helst 1-2 billeder af gangen. Det er en proces vi har i tæt samarbejde med hans specialbørnehave. Lige nu er hans børnehave ved at øve med ham, at han skal vente. Feks. når han rigtig gerne vil på rustchebanen, må han lige vente med det til en pædagog er færdig med at skubbe det andet barn på gynge. Vil han feks. gerne spise en mad, så må han vente med det til han har fået vasket hænder først osv. Teo forstår simple tegn, såsom skifte ble, spise, sove osv. Det kan være at han forstår mere, men han reagerer bare ikke. Så hans diagnose kan godt ændre sig, han er feks, normalbegavet, men det kan være svær at finde ud af, så han bliver udredt igen om et par år. Han kan blive udadreagerende, få ADHD, angst, OCD eller ikke. Men lige nu er han non verbal autist, normalbegavet med et betydeligt høretab. 

Kroppens funktioner:
Teos krop fungerer, han kan gå, løbe, spise med gaffel, drikke af et glas osv. Men det er en del ting der alligevel er anderledes, og som vi tror Teo kan være længe om at lære. Omkring 3 år øver man pottetræning/eller at gå på WC. Teos krop forstår ikke de signaler hans hjerne sender ud til ham om, at nu skal han på toilet. Så han bruger fortsat ble. Et NT barn uden kommunikationsproblemer kan give udtryk for at man skal tisse/lave stort. Teo har ingen sprog, så selv om hans hjerne giver ham besked på at nu laver han noget i bleen, så fortæller han det ikke til os. Så det kan være svært at pottetræne ham. Men da han er i en positiv forandring lige nu, er det ikke pottetræningen vi fokuserer på. Han kan ikke overkomme flere store ting på en gang.

Teo har en lidt underudviklet mundmotorik. Det vil sige, at han ikke kan puste sæbebobler, som han er total vild med. De øver med ham i børnehaven ved blandt andet at puste et tændt lys ud. Vi øver det med ham herhjemme med at kysse på munden. Han er ikke så god til at spidse munden til et kys. Derfor er det en opgave især mor her synes er sjovt. Han lærte først som 2 ½ årig at bruge et sugerør.

Teos form for autisme:
Teo udtrykker ikke at han har ondt eller har smerte et sted i kroppen før det for alvor gør rigtigt ondt. Det er sjældent at Teo græder med tårer. Gør han det, så er han også overtræt at han ikke kan finde ro i sit hoved og sin urolige krop. Eller han har slået sig rigtig alvorligt, at det faktisk godt kan blive farligt. Så når han græder med tårer, så får han en grundig tjek og vi observerer ham tæt. Teo er aldrig syg, det kan tælles på en hånd hvor mange gange han har været rigtig syg. Men han har været indlagt til observation og til hjælp til indtagelse af pencillin en par gange om året, og det drejer sig altid om mellemørebetændelser, da han har CI'er så det er nødvendigt. Men ellers ikke. Men det betyder feks. ikke at han ikke har ondt i hovedet eller i halsen. Han viser det bare ikke som et NT barn vil gøre. Vi finder ud af det på andre måder, feks, hvis Teo ikke er så vild med at få børstet tænder og faktisk værger sig for det. Så holder vi øje med om han er ved at få halsbetændelse, svamp i munden eller en ny tand der vokser frem. 

Teo er en dreng med rigtig meget krudt i måsen, og hvis han er træt, kan han oparbejde en stereotypt adfærd blandt andet ved at selvstimulere sig til beroligelse. Det gør han ved at lægge sig på gulvet og dreje underkroppen frem og tilbage som en vifte. Han kan godt ligge og gøre det i lang tid ad gangen, feks 20 min. Han gør ikke det slags i børnehaven, da han konstant bliver afledt til at lave noget andet. Herhjemme kan vi ikke aflede hele tiden, da vi også har hverdagsting at tage os af, lave mad, vaske tøj, læse lektier med storebroren og andre ting. Vi skal i grunden bare lade ham være, men samtidigt skal vi aflede hvis det har varet for længe. Balancen skal være der. 

Teo har lidt stereotypt adfærd ved at holde tingene i bestemte farver for sig, stille dem ved siden af hinanden osv. Det er system i hans kaos. Det skal man respektere. Han har også riter, som han udfører, feks. at slikke marmelade af brødet før han spiser brødet. Kravle selv op på puslebordet og lægge sig på ryggen før jeg kan skifte ham. Se de samme youtube videoer i en evighed før han pludselig skifter retning. Lige nu er han vældig optaget af bogstaver og tegner dem meget. Det er en blanding af særinteresse, men også en almindelig udvikling hos 3 årige. Det er ikke fordi han er ligesom Rain Man. Det er han slet ikke. Det er ikke sikkert at han er sådan en der har specielle særinteresse(r). Man skal passe på at man ikke tillægger alt autismen.

Socialt samspil:
Han forstår ikke sociale spilleregler, og vi kan ikke rigtig forklare ham at sådan gør man og sådan gør man ikke i fht. hans storebror. Vi gentager i en uendelighed hvad han må gøre. Teo siger ikke hej eller farvel, han hilser ikke på folk på en almindelig måde. Han giver ikke kram til os, han giver ikke kys, han vil ikke tvinges til øjenkontakt, Det han gerne vil gøre, og gør til folk er, at kommer der en på besøg hos os, følger han efter når vi tager imod vedkommende i døren. Så er han supernysgerrig. Han forsvinder i samme sekund han har set hvem det er. Er det folk hans ser ofte, så som hans bedsteforældre, går han gerne hen til dem når de breder armene ud til et kram. Det forstår han og registrerer hvad man forventer af ham. Han finder sig i at blive kysset på, men kysser ikke tilbage. Medmindre jeg øver møs på munden med ham. 

Vi giver ham lov til lidt mere end vi gjorde med Max, feks, at han må tage sin ipad med til aftensmaden. Så han kan kikke lidt på den mens han spiser. For det kan være en stor udfordring for ham at sidde i lang tid og socialisere sig med familien ved spisebordet. Det betyder at han bliver tvunget til at se os i øjnene i længere tid. Det er ubehageligt for ham så længe. Men av og til lader undlader vi ipad, så kan han godt i kortere tid ad gangen. Han går jævnligt fra bordet mens vi spiser. Det tager vi ikke så tungt. Hvilket for andre kan betyde at han er uopdraget eller at vi eftergiver for meget. Men det er han ikke. Vi øver hverdagssituationer med ham hver dag, men har accepteret at det tager længere tid for ham at lære det.

Når vi holder fødselsdagsfest for ham, er det jo ret faktisk ikke helt for ham, vi fastholder en ritual når vi fejrer fødselsdage. Det skal han selvfølgelig være med til. Han skal også mærke og forstå årtidernes festligheder. Men vi har lært at han ikke bliver jublende lykkelig af at få nye gaver. At det er ok at han går midt i boller og lagkage for at trække sig for sig selv. At han ikke er ligeglade med os, bare fordi han ikke har øjenkontakt med os hele tiden.

Blandet:
At han har lov til at få en pause fra sine CI'er når han tager dem af, som regel efter en lang dag i børnehave. Han skal ikke død og pine have dem på hele dagen, og slet ikke have dem med i sengen. Der skal være ro omkring ham, når han sover.

Teo er en runner, han løber gerne ud i bare tæer og ble, hvis han ser havelågen er åben. Så den skal være lukket og døren helst låst, for han har ingen problemer med at åbne døren. Det er min evige skræk, at han stikker af, for han forstår ikke faren ved trafikken og kan ikke kommunikere med folk, hvis han bliver væk. Naboerne ved det godt. De er advaret. Men Teo forstår stadig ikke at biler er farlige og kan skade ham. 

Teo kan godt lide at få kram og være tæt på en. Han går hen til en, sidder op ad en, men rækker ikke armene ud for at få et kram, det er os der skal opfordre ham. Han er meget morsyg lige nu, og følger mig overalt som en skygge. Jeg er aldrig alene på et toilet. Lidt anstrengende, men det tror jeg alle mødre kender. :)

Teo har et lunt smil og et underspillet humor, det er en myte at folk med autisme ikke kan forstå det slags. Selvfølgelig er der nogle der slet ikke kan forstå feks, ironi og sarkasme, men det problem har nogle NT børn og voksme også. Men Teo har en god humor. Det kommer frem i glimt. Man skal ikke undervurdere ham. Han ved hvad der er sjovt. Når han griner med latter helt ned fra maven, så smitter det på os alle. Teo er til falden på halen humor. Han elske at flække af grin over Mascha og Bjørnen. Se dem på youtube eller Netflix. En rigtig sød serie.

6 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...