tirsdag, juni 16, 2015

At male himlen blå...

Depressionen er som at kikke ud gennem en kikkert der har snavset, gråmeleret glasfilter på. Mit udsyn er ikke så klart. Mine tanker er ikke rolige og rene. Jeg vugger på et oprørt hav i en plimsoller af en jolle. Sådan har jeg følt siden februar hvor farverne og håbet for alvor forsvandt.

Men hvor der før bare var en frådende intethed, og jeg ikke kunne skelne mellem hav og himmel, kan jeg nu skimte land. Det ligger derude som en smal bræmme i horisonten. Hvor jeg før sidder i en jolle uden årer, har jeg nu en åre. Jeg forsøger at padle mod land, jeg rykker meget langsomt frem og ofte padler jeg i små cirkler om mig selv. Jeg mangler den anden åre. Men en er bedre end ingenting. Virkelig bedre. Jeg har fået lidt ro, lidt linie at løbe på.

Jeg håber at jeg snart får fat i den anden åre, ved at snakke med nogen om det, det tager tid at finde en psykolog, henvisningen er ude. Så jeg venter. Mine drenge er som små solskinspletter med deres latter, udvikling og gøremål. Jeg tager mig selv i at lade være med at være sådan en sur kælling over for min ældste. Han fortjener det ikke. Han er ikke som mig, der bare kan ryste oplevelserne af sig og søge nye veje. Han er følsom og dejlig. Han har sit hjerte udenpå og påvirkes let, og det er det der gør ham speciel. Han er ikke et spejlbillede af mig, han er sig selv. Det øver jeg i at huske. Men vi snakker meget om det, om at jeg ikke altid kan høre at jeg sommetider råber, irresætter og afbryder. Det er nogle rædselsfulde vaner jeg har. Jeg holder min stemme i ave, tager min CI på og minder mig selv om, at tale normalt. Tænk at jeg 7 år efter stadig øver mig i at være mor, ikke rejekællingen. Især når jeg ikke har sovet den halve nat pga. tunge tanker. Det er ikke hans skyld. Det er min egen, noget jeg skal have ryddet op i.

Teo, mit hjertesmertebarn, kom listende ind ad bagdøren og lærte os allesammen en masse nyt om ham og mest af alt om os selv. Det havde vi ikke set komme. Jeg kæmper hver dag med at SE ham, ikke hans diagnose. Han bringer mig stor glæde, men også udfordringer. Vi tager en dag ad gangen, et trin ad gangen. Det er sådan vi overlever. Men vil jeg bytte ham for nogen anden i verden? Ikke tale om. Ville jeg være de oplevelser foruden? Ja for pokker! Det tør jeg godt sige, Men så vil det jo heller ikke være Teo, vel?

Nu hvor sommeren praktisk talt står uden for min dør, vil jeg prøve at se farverne igen. Male himlen blå...

5 kommentarer:

  1. Meget smukt beskrevet om den seje og hårde tid du gennemgår. Respekt for at du sætter ord på! og lader os læse med. Mange tanker til jer og dine dejlige unger.

    SvarSlet
  2. Jeg sender dig lige en pensel = et kæmpe kram!
    Egentlig har jeg igen læst hos dig et stykke tid men vist ikke fået skrevet noget.
    Knus og tanker til jer.

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...