tirsdag, maj 26, 2015

At gennemleve faser...



Sorgen har mange ansigter, adskillige brudte forestillinger, uendelige bakkedale og alligevel noget så grundlæggende instinkt som en ukontrolbar primalfølelse. Bedst som jeg troede at jeg har fået det værste under kontrol i en hverdag der kræver ens opmærksomhed, kommer den frem som en lydløs ulv der angriber. Den snører min hals sammen, jeg kan ikke ånde ind og fylde lungerne ud og jeg mærker tårerne presser på. Det kan vare få minutter hvor jeg føler at jeg drukner. At jeg befinder mig i min lille drengs glasklokke, den han altid har over sig. Lige så hurtig forsvinder det. Så gør jeg det jeg altid gør, jeg kaster mig over litteraturen om autismen, læser alt hvad jeg kan komme til på nettet og tænker på det 24/7. I håb om at finde en metode, et trick eller noget trejde der vil hjælpe Teo.

I kender nok til sorgens 5 faser, den første er benægtelse, så er der vrede, dernæst forhandling, nedtrykthed og til sidst accept. Jeg og manden har udvist alle de klassiske tegn på disse faser. Men de færreste kender krisens 4 faser.

1. Chokfasen. Det var en forholdsvis kort fase for os, vi vidste det jo godt før diagnosen, men det gav et lille gib i os alligevel, for det var nu offencielt. At samfundet har dømt Teo til at bære et usynligt brændmærke på sig. Da vi gik hen til bussen efter at lægen fortalte om udredningens konklusion, så kom tårerne strømmede og kvælningsfornemmelsen. Min stakkels mand kunne ikke gøre andet end at holde om mig, jeg sansede ikke andet end mine følelser. Orkede ikke at rumme hans.

2. Reaktionsfasen. For mig udmøntede det sig i søvnløshed og overspisning. Jeg kunne ikke få nok af søde sager. Det kan desværre ses. Jeg fik myoser af anspændthed. Jeg fik thai-massage af den slags hvor de nærmest skulle bruge knoer, albuer og hæle for at bearbejde min ryg. Det meste er væk nu, men jeg har en siddende mellem skulderbladene, som ikke vil gå væk, det er mit fysiske mindesmærke fra den her tid. Der går længere og længere imellem sorgen, men som jeg skrev i begyndelsen, så kommer den af og til. Denne her er overgangen til bearbejdningsfasen.

Bearbejdningsfasen, hvor man finder en eller anden form for stabilitet og så småt begynder at se fremad. Varighed fra 6 mdr. til et år.

4. Nyorienteringsfasen indebærer, at smerten over det tabte opleves at forsvinde eller være under kontrol.

Spørgsmålet er så, udviser jeg klassiske tegn på depression? Er jeg nedtrykt? Har jeg brug for at snakke med en psykolog om det? Det ved jeg ikke, men jeg ved at jeg ikke kan overskue så meget andet end at min familie skal hænge sammen og at begge mine børn er glade. Alt andet er.... For svær lige nu, så jeg er ikke den bedste veninde, datter, kone eller arbejdssøgende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...