fredag, marts 20, 2015

At føle skyld


Da mistanken om autisme blev større og større for hver gang vi observerede Teos adfærd  og vi begyndte at presse på at få en udredning, søgte jeg på nettet hvor autisme kommer fra. Jeg følte mig irrationel skyldig, at jeg med overlagt har påført ham en psykisk lidelse der resten af hans liv vil vanskeliggøre hans færden i samfundet. Jeg læste at det kan være og nok primært er arveligt betinget. Ingen i familien har en diagnose, men jeg har tænkt så mange gange at det måtte jo være mit og mandens DNA der er dårlige, at alle de dårlige kom over i ham. Jeg kan banke mig selv i hovedet herfra og til evigheden, men vi ved ikke om det er det, og det er ikke noget vi kunne have forudset. Vi har jo Max der både er hørende og normalbegavet, så vi tænkte slet ikke at det kunne gå galt med barn nr. 2. Ingen tænker sådan, Teo blev lavet af kærligheden og fordi vi ville et barn mere.

I de nætter hvor jeg har vendt og drejet og spekuleret på hvorfor det skulle lige være ham, hvor jeg har grædt tårer over hans uviste, men helt sikkert utrolig hårde fremtid, indrømmer jeg gerne i min sorteste stund - hvad nu hvis jeg ikke var blevet gravid med ham? Hvis han ikke var til? Men straks efter får jeg ondt i hjertet og en kvælende fornemmelse ved tanken om at min glade lille ræv ikke ville være her. Han er her af en grund, for at lære os betingelsesløs kærlighed. Hans diagnose har ændret mine karakterer til det bedre. Jeg har nogle egenskaber jeg ikke altid lige er stolt over, blandt andet at jeg er utålmodig, og svært ved at forstå hvorfor tingene skal gå så langsomt. Hvorfor man ikke fatter den besked man får første gang. Hans diagnose gør, at jeg lærer at være tålmodig i nærmest en uendelighed. Jeg siger ikke at jeg er perfekt, og jeg øver mig, ikke mindst over for Teos bror, der har et andet syn på tid og at skynde sig. Jeg slår knuder på mig selv for ikke at hidsigt skynde på ham. For Max fortjener den samme behandling jeg også giver Teo, min tålmodighed og villighed til at gentage i en uendelighed. Og hvorfor det? Det er sådan man vokser og lærer.

Jeg er blevet bedre til ikke at føle mig så skyldig, men det sker at jeg tænker tanken i et kort øjeblik på en dårlig dag, men helt ærligt, Teo har ikke brug for at jeg ynker mig selv, eller ham. Ej heller min familie.

Vi slikker sårerne, men vi er krigere, hør vores brøl!


2 kommentarer:

  1. Klart du og din manden har øjeblikket nu hårdt ramt med Teos austime. Jeg er sikker på efterhånden i blir bedre og bedre familielivet med Teo, viden mere austime, og i blir glad deres lille familien igen. Det kan være måske virus/Bakterier eller gen springer eller sket noget under gravide med Teo, måske derfor Teo har austime. Men Teos døvhed er arvebetignet af Elisa din familiens siden ikke ??? Det er god ide, i skal laves DNA undersøges og finder af ud hvorfor Teo har austime.. Elisa du er jo god mor til din to drengene. Du og manden vil gør alle bedste for deres to drengene. Klart det er startet stor arbejder med to drengene. Efterhånden i blir vænne til det og blir glad mere igen 😃

    SvarSlet
  2. Det er tilbud og måske noget for Teo. Det er hjemmeside http://www.kollegievejensskole.skoleintra.dk/Infoweb/Indhold/VIDEN%20ARTIKLER/Tidsskrift%20vedr.%20sanseforstærkning.doc

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...