mandag, februar 23, 2015

At være bror midt i det hele


Dengang Teo stadig var en lillebitte baby, og verdenen endnu ikke var vendt på hovedet for os, var Max helt vild med at kysse, kramme og ae sin babylillebror. Han var ventet og elsket siden Max kunne mærke Teos hikke gennem mit maveskind. Max valgte hans navn. Flere gange lagde han sit hoved på min store, udspændte mave, og han fortalte Teo hemmeligheder. Det kunne jeg mærke på de små pust på mit maveskind og vibrationerne fra hans krop. Hvad han sagde, må forblive deres hemmelighed.

Først var det høretabet, det tog han med ophøjet ro, for det slags kan jo nærmest fikses og så er der altid tegnsprog. Det kunne han jo og han ville med glæde lære lillebroren det. Men da mistanken og tvivlen om autismen begyndte at spire hos os voksne, kunne Max nok føle det mere fysisk. Teo ville ikke have øjenkontakt med ham, han nægtede at holde ham i hånden, afviste kys og kram og legede slet ikke med ham. Max spurgte flere gange om det er ham der er noget galt med, hvorfor Teo ikke elsker ham. På det tidspunkt var vores svar måske kortfattet og vi sagde sludder og vrøvl, at selvfølgelig elsker lillebroren sin storebror. Jeg og manden var nok i chokfasen. Men...

Max var 6 år på det tidspunkt, og selvfølgelig er han et undrede og tænkende menneske, gjorde han noget forkert? Er Teo i stykker? Da han ikke helt fik forklaringer på sine spørgsmål, valgte han at fjerne sig fra Teo. Han var ikke længere opsøgende. Lærte ham ikke tegn og ord. Jeg forstår godt hans opførelse, for alt fokus var på lillebroren, og vi glemte lidt at storebroren også lider under alt det. Da Teo så igen begyndte at uddele kys og kram, sine smittende latter gjaldt flere gange om dagen og en smule mere øjenkontakt og gerne vil holde i hånd med en, fandt de hinanden igen. På et stadie der er helt deres egen. Jeg håber at deres forhold bliver dyb med tiden.

Jeg har forsøgt at forklare Max hvad autismen er, jeg har givet ham eksempler og Max er begyndt at forstå at det er noget inde i Teos hoved, der ikke er som de andres. Men hvor meget forstår en 7 årig? Det ved jeg ikke. Meget lidt gætter jeg på. Men Max skal på et tidspunkt til en søskendekursus, for det må være nemmere at møde andre børn der har de samme slags søskende som ham. Og nogle mere erfarne voksne der kan fortælle ham, at ja, godt nok er Teo anderledes end ham, men i Teos egen lille verden er det helt normalt. Max skal have nogle redskaber til at takle sin lillebror, og lære at han aldrig må skamme sig over ham.

Jeg håber at Max føler at han har en lillebror, måske ikke som andres små søskende. Men alligevel en lille snert af et normalt søskendefohold, hvor de leende jager hinanden rundt i hele stuen, hvor Max skælder Teo ud for at rode med hans ipad, hvor Teo gør noget fuldstændigt frækt at de kan briste i latter sammen over det. Lyspunkter af normaliteter. Jeg håber at der er kærlighed nok i ham til at tage Teo som han er, hele livet.

6 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...