fredag, februar 06, 2015

At gispe efter luft

De seneste 4 uger er gået hurtig som en hvirvelvind. Undersøgelser, diagnose, møder, møder og atter møder. Det var nogle aftener hvor jeg var så træt, så træt, ikke på den fede måde. Jeg følte at jeg skulle kæmpe efter luft. En tilbagevendende drøm jeg altid har haft i hele mit liv, som dukker op når jeg er stresset eller ked af noget, det er at jeg er fanget under vandet, jeg kæmper på at finde retningen i det mørke vand, efter lyset og hvor der er opad. Jeg ser et lysglimt, og svømmer efter det, mine lunger gør ondt, svælget brænder og sender smertepiller afsted til hjernen og mine muskler begynder at krampe. Men vandet bliver lysere, mere blåt og lyset bliver klarere. Jeg kæmper for at nå det, og jeg kan se at det kun drejer sig om sekunder før jeg bryder vandoverfladen. Jeg kan se en slørede, dansende sol i overfladen, jeg er tæt på at få luft. Så vågner jeg som regel og hoster og hiver efter vejret.

Det er altid mit tegn på, at nu er både mit sind og min  krop i højeste alarmberedsskab, at jeg skal geare ned, finde årsagen og prøve at takle det. Jeg ved godt hvad årsagen er, Teos diagnose. Den forbandende diagnose. Jeg kan ikke bare fikse den. Finde noget gaffatape og lappe den sammen. 
Jeg og manden har valgt at være åben om det på sociale medier. Vi var hurtig enige om, at det ikke er en diagnose der skal skjules. Det er ikke en pinlig lidelse, men det er en del af hvad Teo er. Andres reaktioner har været fantastiske, meget opmuntrende og støttende. Jeg føler ikke at det er forbudt at sige at jeg har grædt og stadig i dag ønsker den, diagnosen, ikke min Teo, hen hvor pebret groer. Men det er jo ham der lever med det inde i sit sind. Det er os der lever med ham, vi skal være der for ham. Han er den lille og ved ikke hvordan verdenen er sammensat.

Lige nu er jeg der under overfladen, jeg ved at det ikke varer så længe før jeg kan få luft. Jeg kæmper stadig. Det gør manden også. Men jeg har kun et mål i sigten, at vi bliver hel, og det gør vi.

Vi er krigere i familien, vi giver aldrig op, men vi slikker sårerne. Vi ses på slagsmarken.

1 kommentar:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...