fredag, april 18, 2014

Nat og dag

Tæt knyttet, den beskyttende bror og buldrebassen


Det er beviseligt at børn kan falde så forskelligt ud fra de samme forældre. Godt nok er Teo ikke 2 år endnu, men han er alt det Max ikke havde fra begyndelsen, og Max er alt det Teo mangler at blive. De supplerer hinanden på godt og ondt. Det er ikke med vilje at der skulle være 4 år og 8 måneder mellem dem. Det blev bare sådan. Max fyldte meget i vores univers, og jeg og manden skulle finde ud af vores roller som forældre til et barn som Max er.

Så snart man tror at man ved det hele og føler at man trygt kan få et barn mere, vender det nye op og ned på vores verdensbillede. Allerede da jeg var gravid, kunne jeg mærke at det barn i maven ikke var ligesom Max. Da jeg så ham første gang, var det med lige dele glæde og chok. Aldrig i mit liv troede jeg at jeg skulle føde et barn der vejede over gennemsnittet, var 54 cm lang og slet ikke et der allerede havde hår på hovedet. Jeg nåede at tænke "hvem er han?", jegg kunne ikke genkende det væsen, så meget ulig Max, Max var den lille, skrigende øgleunge, pilskaldet med smukke blå safirøjne og her kom Teo, rødhåret med babydeller og med grå intense øjne, og han skreg på en helt anden måde end Max.

At Teo atter en gang skulle vælte vores verden og få os til at se på os selv med nye øjne, var vi slet ikke forberedt på. I begyndelsen tænkte vi på hans høretab som en pine, en slags forbandelse. Det betød ikke så meget det at han er døv, men jeg syntes faktisk at han var født i en forkert årti, hvor man kun fokuserer på at "normalisere" børn, og ikke accepterer hans høretab som en styrke. Men nu er han nu engang født i 2012, og i løbet af de to år, har vi som forældre lært livets lektie, som forælder er du dine børns første advokat og du skal varetage deres interesser som du tror vil tjene dem bedst i det samfund de nu engang er født i. Det betyder så, at du må gå på kompromis med dine idealer. Revurdere hvad det er vigtigt for dit barn at kunne og skal være, og ikke hvad vi som forældre idealiserer som det perfekte barn og barndom. Jeg og manden giver begge drenge den samme filosofi og de samme værdisæt, men tager udgangspunktet i at deres livsbaner er forskellige. Som nat og dag.

1 kommentar:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...