søndag, december 29, 2013

Året der gik... 2013

Nu er det ved at være på tide at jeg fortæller om året der gik for os i den lille familie. I morgen drager vi til Svendborg og fejrer nytåret der, og vi glæder os alle.
 
Året startede simpelthen med en for os en kæmpe skridt, nemlig at rykke alt op med roden og flytte 6 kilometer længere sydpå. Det lyder ikke af ret meget, men det er faktisk et helt miljøskift fra Frydenlund til Tranbjerg. Fra social boligbyggeri til rækkehus i den yderste række i en lille forstad. Fra et nærmiljø med folk som vi kender og som kender os, til et sted i no man's land. Jovist kendte vi nogle i Tranbjerg, men alligevel var det et stort spring. Vi blev hjulpet af venner og familie, og uden dem ville vi stadig fedte rundt med flyttekasser helt ind til april måned. Så vi er dem stor tak skyldig, og den lovende fest skal nok komme.
 

 
 
De følgende måneder gik med indretningen af det nye hjem, lære byen at kende, skabe kontakter og finde rundt i cykelstilabyrinten herude. Så en dag fik vi besøg af sundhedsplejersken, det allersidste besøg, og hun tjekkede lige Teos ører med en BOEL test, og en lille ulmende fornemmelse som jeg havde inderst inde blev projekteret op i hendes bekymrede ansigt. Teo er muligvis døv. Men at BOEL testen har en stor usikkerhedsparameter, så det var sikkert ingenting.
 
Efter lidt snak frem og tilbage mellem Doug og jeg, sendte jeg en email til Audiologisk Afdeling, hvor jeg bad om en høreundersøgelse. Det tog mig en uge at få den sendt. Jeg vidste at efter det vil alt blive forandret. Han blev kaldt til høreundersøgelse, men det gik ikke godt, for Teo bryder sig ikke om at blive pillet i hovedet, og han er ikke en der ligger stille. Så blev han undersøgt en gang til, og ja, de kunne bekræfte at han er døv. De sendte ham til scanning, der blev taget blodprøver og han fik midlertidig høreapparater og det hele gik så hurtigt at vi næsten ikke kunne føle efter hvordan vi havde det. Overraskende nok, så sørgede Doug og jeg over høretabet. På hver vores måde. Til fælles har vi det meget sorte humor der er lidt groft og dybt godnat, men det holdt os sammen om det. Hvis det havde været for 25 år siden ville vi have taget høretabet helt roligt og sagt, han lærer tegnsprog, han får døve venner, han har en skole at gå i osv. Men sådan er situationen ikke i dag. Det sørgede vi faktisk over. Tabet af en kultur han ikke kommer til at dele med os sådan rigtigt. Så vil han endda aldrig været helt inde i den hørende verden som hans storebror. For han har et høretab der i den grad er synlig med disse processor og han vil komme til at kæmpe med ting vi ikke helt kan forstå. Vi håber bare at han som voksen synes vi har gjort det rigtige for ham. Det bærer jeg med mig i hjertet. Hvis der ikke havde været for de andre familier fra Horsens/Fredericia, så havde vi stadig været rundforvirret og ikke vidste hvad vi skulle gøre med at søge hjælp, hvordan det ville være følelsesmæssigt og så videre. Vi er dem stor tak skyldig.
 
 
 
I sommerferien hvor audiologisk afdeling havde lukket, var der lidt ro på at vi ikke skulle til det ene og det andet, besluttede jeg så at selv få et CI, efter en god snak med en veninde M, der overbeviste mig om at der ikke er noget at være bange for og at jeg skal gøre det for mig selv. Da jeg så efterfølgende kontaktede audiologisk afdeling, var de helt åbne og sagde at det her vil de gøre hurtigst muligt, så snart Teo selv er blevet opereret, så kommer jeg til. Jeg er endnu ikke kommet til, da jeg døjer stadig med host og forkølelse til at foretage den sidste ting. Men det kommer.
 
Men efteråret kom, og med det følger alt muligt mærkelige sygdomme som vi alle og især Teo på skift påtog sig, og det udsatte hans operationsdato. D. 4. november blev han CI-opereret på begge ører, og stort set dagen efter blev han syg med mellemørebetændelse, dårlig mave og alt muligt andet spændende ting og sager, og vi var indlagt, og så gik der lige 10 dage, så blev han syg igen og vi blev igen indlagt. Vi fik fejret Max' 6 års fødselsdag i mellemtiden mellem alt det, og han blev i den grad forkælet. Den store dreng der ikke helt fik så stor opmærksomhed som Teo, men alligevel tog han mange store spring i sin udvikling, bare det at han lærte sig selv at cykle og nærmest lignede en der har besejret Mount Everst. Han er en alle tiders storebror og en tålmodig læremester, han får mange krammere fra os for at være som han er.
 
D. 2. december fik Teo lyd på, og vi havde meget lave forventninger, og det viste sig at holde skik, han kan høre, men hans hjerne fatter ikke en meter af alt det lyd. Nu er han halvandet år, og har fortsat ingen sprog, kun enkelte få tegn kan han selv. Men han forstår det vi siger til ham. Så vi er fortrøstningsfuld. Der er helt sikkert et væld af ord der venter på at komme ud af ham på et tidspunkt.
 
Vi fejrede jul herhjemme, og vi var 13 til bords, det var rigtigt hyggeligt. Forhåbentligt bliver året 2014 mindre dramatisk, men vi håber på bedre vinde uddannelses- og arbejdsmæssigt. Så skal Max i skole. Uha!
 
Så vil jeg slutte af med at sige tak for i år, til familie, venner og til alle de nye bekendtskaber vi har gjort os i år, og til jer der læser med, godt nytår!
 
 
 
 
 
 

2 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...