onsdag, september 25, 2013

Hækkeløb med meterhøje stenmure

Lige så snart jeg og Doug var klar til at tage afsæt til at påbegynde det hækkeløb der hed Teo og hans livsbane, støder vi hovedet bragende ind i en stenmur. Sådan en slags der får mig til at frygte, at det er og altid vil være en kamp på at Teo får de ting han skal have for at hans liv skal blive godt.

Vi vil gerne have en anden institutionsplads til ham, pladsanvisningen siger, at der IKKE er plads i området hvor vi bor. At det er enten hvor han er nu eller også et andet sted, Rundhøj, som ligger logistisk rådden for os. Vi vil have et andet sted, ikke et enten eller. Men pladsanvisningen er ikke til at rokke, og så bliver det os der må finde på kompromiser. Jeg har tænkt, at hvis vi var et hørende forældrepar, ville de aldrig have behandlet os på den måde. Og PPR? De eksisterer ikke for os. De gør absolut ikke et pip. Jeg er faktisk ræd for når han engang skal på den lokale skole, og de ikke gør noget, i inklusionens hellige navn.

Vi har tilbudt forskellige muligheder, så må vi se hvad de tager. Ellers bliver det Teo der bider i det sure æble og havner et sted hvor vi enten ikke ønsker han skal være eller et sted hvor personalet ikke helt er med på det med at han skal have ekstra støtte etc.

Jeg og Doug vil give os meget, bare så længe Teo ikke bliver taberen i spillet. Men det er som det med elastikken, vi strækker os så meget vi kan, og siger de nej, går elastikken tilbage med et svup, så er det Teo der efterlades med en sviende fornemmelse.

1 kommentar:

  1. Ja man skal være stærk for at have en barn med et handicap. Jeg har selv en søn med autisme, og jeg har også måtte kæmpe. Der er ikke noget der er let, og der er ingen hjælp at hente ved hverken kommunen og PPR ..... Vores psykolog ringede aldrig tilbage. Det hjalp lidt da jeg ringede til bossen og forlangte hjælp NU.! Men så fik vi ny psykolog og så begyndte det forfra. Så hvis det kan trøste dig lidt, så behandler de hørende lige så dårligt ;( Jeg har måtte kæmpe for alt hvad jeg havde/har brug for til Patrick. Nu er han blevet 18 år og det gør det ikke nemmere, nu har jeg bare ikke noget at sige da han er blevet myndig. Men han kan ikke selv. Håber alligevel at I får noget fremgang. og får den hjælp I har krav på.

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...