lørdag, august 10, 2013

Dilemmaer til langt ud ad halsen

 
 
Som jeg skrev i tidligere indlæg, så ved jeg at Teo's høretab ville give mange overvejelser og beslutninger man skal tage, og vi står smækket op foran et nyt dilemma, et meget vigtigt et.
Det drejer sig ganske enkelt om hvordan han skal blive passet fremover, forstås sådan at når han er færdigopereret, skal han have en form for hverdag der giver ham de bedste forudsætninger for lydstimulering og i det hele taget fungere socialt i en hverdagssammenhæng med andre børn.
 
I næste uge har vi et møde med småbørnshørekonsulenten, lederen og kontaktpædagogen i den nuværende daginstitution, Børnehuset, samt en fra en anden daginstitution, Rundhøj, der har kompetence, mangeårige erfaringer med døve, hørehæmmede og særdeles CI børn. For hvor skal han være?
 
At være i lokalområdet, den nuværende daginstitution, hvor de ganske givet har ingen kompetencer, men rimelig villig til at lære tegnsprog, blive klog på CI osv. Fordelen er, at Teo ikke bliver gjort til noget helt specielt eller anderledes end sin storebror. Han får mulighed for at få en fælles referenceramme med de lokale børn og skabe venskaber herhjemme, som han kan bringe det med i det lokale skole. Ulempen er, at Børnehuset er en meget stor daginstitution, alene i vuggestuen er der 32(!) børn. Bare forstil jer støjhelvedet og i min optik, er der ikke altid voksne nok til stede. Slet ikke hvor Teo måske har behov for nogen til at hjælpe ham med lydstimuleringen, navigere mellem kaosset til en tålelig hverdag som en helt almindelig dreng. Jeg skrev "rimelig villig", for jeg og Doug har svært ved at lodde om de heller end gerne vil påtage sig udfordringen med Teo og vil kaste sig over det med begejstring og se det som en ny dimension af pædagogikken i daginstitutionen.
 
Så er det Rundhøj, hvor de har prøvet det hele før, har masser af kompetence og erfaringer, de vil være en utrolig hjælp for mig og Doug når vi skal finde ud af i hvilke retning man skal gå for at søge, PPR og hvad der nu ellers er der. Så får Teo den fordel at der er andre som ham der, børn der har fået CI og andre børn som er vant til CI. Men så er ulempen, at det ligger i et andet distrikt. Han bliver så et taxabarn. Alene det med offentlig transport tager det en time at komme derude med busskift. Vi har ikke en bil, og hvad nu hvis der opstår problemer med at taxaen ikke kom, og han sidder der til klokken er over lukketid mens vi styrter os gennem byen i myldretiden med offentlig transport for at hente ham. En anden ulempe er så, at han måske ikke får dannet venskaber med de lokale børn som kan være vigtig i skolestarten. Jeg vil gerne have at han føler sig som en del af byen Tranbjerg, lige som Max.
 
Jeg synes ikke selv at det var sjovt at køre med taxa, og jeg havde ingen fælles referenceramme med børn i den lille by jeg voksede op i. Det eneste jeg havde at gøre i Skovby var hos mine forældre, det var mit hjem. Men mine venskaber, relationer og miljøet der var centret omkring Århus. Den følelse af at være udenfor er ikke rar at have. Det kender Doug også.
 
Vi har spurgt højt og lavt, døve såvel som hørende, familie som venner, fået alle mulige forskellige svar og bud. Nogle har givet nye tanker og andre har bare sagt at vi skulle gøre det som vi tror passer Teo og os bedst. Det er ikke noget rigtigt eller forkert. Vi har snakket op og ned ad stolperne om det, Doug hælder til en ene side og jeg lidt til den anden, men det er ikke med en god mavefornemmelse endnu.  Vi ved heller ikke hvor meget gavn af hans CI'er han vil få fremover. Gid jeg havde en krystalkugle og kunne se, hvor min dejlige, kærlige, sjove spasmager vil fungere bedst henne.
 
Tak fordi du læser med så langt.

2 kommentarer:

  1. Ja, det er svært dillemme, du-i er kommet i, men som udgangspunkt mht dig og din anbringelse.
    Vi havde ingen valgmulighed.
    Du skulle gå på egnens institution med støttepædagog.
    du skulle på en døveskole (Møllevangsskole).
    Kan godt selv huske alene føelse hjemme hos mine forældre, så derfor meldte vi dig-os ind i døveforening og desuden hørehæmmede børns forældreforening.
    Du har så selv valgt at stoppe på institition og gik herreløs 1 år før du måtte komme ind i Århus kommune. boede jo selv i Galten.
    Så må dine og mandens erfaring jo tælle med i overvejelser.
    Hvis det var mig så ville jeg prøve børnegården et par år og give dem et chance.
    Teo er jo sej så han skal nok markere sig.
    Ligesom sin mor.:-)
    Håber det gir lidt tankestof.
    mor

    SvarSlet
  2. Spændende blog! Læser lige med her ;)
    Kh Anna Mezin (også ci-bruger)

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...