søndag, maj 26, 2013

Blowin' in the wind

 
 
Min lille, dejlige dreng er som en tro kopi af mig, lige fra øjenfarven til tæerne kommer lige fra mig og min del af familien. Han er en rigtig bulderbasse med krudt i blenumsen. Han ligner mig så meget at han sandsynligvis også har arvet familiens høretab-DNA. Vi har aldrig fået det undersøgt, men et godt gæt er, at vi har CON26. Teo skal undersøges engang om 2 uger, en screening, for at fastslå om det har noget på sig. Det tror jeg at det har. Men hvor meget skal vi ikke kunne sige endnu. Lægen luftede lidt den idé med at da han har væsken i ørerne, kan det være derfor han hører dårligt. Men han hælder dog mere til at det er et reelt høretab. Så jo, en bunke modstridende informationer.
 
Så skal man tage stilling til en masse ting, og jeg og min mand har flere spørgsmål end svar. Det er såmænd ikke et problem for os, at han hører dårligt. Han får dansk tegnsprog uanset hvad. Det er mere det når han skal ud i den virkelige verden i vuggestuen, børnehaven og senere folkeskolen, så skal vi som forældre sørge for at han er vores barn og at vi tager beslutninger ud fra hvad der er bedst for ham, og ikke lade os overvælde af læger, talepædagoger etc. Vi har hørt virkelig mange skrækhistorier.
 
Viser det sig at holde stik med at han har et høretab, så kan du tro at vi vil læse, spørge, plage, undersøge og snakke før vi giver os i kast med noget så drastisk som en operation. Vi vil vide ALT.
 
Men lige nu har vi det sådan at alt kan ske. Men han er elsket, som han er.

2 kommentarer:

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...