fredag, maj 04, 2012

Grådens magt

I den tidlige morgentime lige før solen stod op, vågnede jeg fordi mit ansigt var vådt og min næse løb. Jeg tænkte at jeg måtte have haft en nattelig svedetur som jeg har fået på den seneste som højgravid. Men så opdagede jeg at mine øjne var ophovne, og et splitsekund senere tænkte jeg; "hun er død".
For to dage siden fik jeg en trist sms fra min mor, en af hendes gode veninder døde om tirsdagen, altså dagen før, af et hjertestop. Jeg havde gæster fra Fyn på det tidspunkt, og lagde straks låg på på følelserne. Igår havde jeg en masse at lave og farede rundt, så jeg fortrængte det. Men om natten, der er alle ens forsvarsværker nede, så jeg græd.
Græd over en kvinde der satte et stort aftryk hos os alle, en kvinde jeg lærte at kende gennem mine forældre. En kvinde hvis datter jeg deler en livsbegivenhed med, vores dåbshistorier er flettet ind i hinanden. Datteren og jeg fik vores 1. barn på nogenlunde samme tid. Så det var en glæde min mor kunne dele med hende.
Græd over en kvinde der i sen alder fandt sin soulmate og de stod til at skulle giftes, da han døde. Græd over en kvinde der havde et nært forhold til sin datter, svigersønnen og sit elskede barnebarn. Græd over en kvinde der ikke altid var god mod sig selv, men altid hjalp andre. Hun var et livsstykke, smittede andre med sin humor og glæde. Fordi hun var et naturligt samlingspunkt der hvor hun var.

Græd fordi en datter har mistet sin mor - græd fordi det kunne have været mig der var datteren.

Du vil blive savnet rigtigt meget, Else! Mine tanker til Jannie, Casper og Sophia.

1 kommentar:

  1. Og jeg får helt gåsehud over dit fine indlæg... Smukt!

    Håber vi ses igen på Kreative Dage ;)

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...