torsdag, januar 05, 2012

Sandheden fra en 2. gangsmor

Det er vist ret normalt for alle kvinder der venter sig for 2. eller flere gang - kronisk dårlig samvittighed over at ikke at yde den gravide mave lige så stor opmærksomhed, nænsomhed og pleje som første gang man er gravid. For man skal fordele tiden ligeligt mellem manden og ældestebarnet. Jeg kunne godt gøre mere ud af det mens de begge er på henholdsvis arbejde eller børnehaven om dagen, men i de første 3 måneder var jeg nærmest i komatilstand, og de timer jeg var vågen gik til Max. Ellers har jeg været rammet af sygdom i to omgange hvor jeg var ekstremt forkølet, hostede, var stakåndet og nærmest dansede hånd i hånd med influenza. Nu hvor jeg er i 17. uge har jeg ikke så stort søvnbehov, men stadig ikke haft tid til at "klappe maven" og mærke efter tegn på liv.

Første gang læste jeg ALT om graviditeten og babypleje, det var slet ikke noget jeg vidste. Der var stort set altid en hånd klistret fast på min mave. Jeg købte babytøj og ting meget tidligt (stofbleer havde jeg styr på i 10. uge!) Så snart Max kunne høre noget inde i min mave, sang jeg en vuggevise hver aften, tænkte meget over hvad jeg spiste, svømmede flere kilometer hver uge, mærkede hver eneste tryk, smerte, riv og niv. Jeg plejede min hud med diverse olier og bare nød at jeg var gravid.

Denne gang gider jeg ikke engang åbne en bog der bare så meget handler om graviditeten (for jeg læser aldrig en bog mere end 1 gang, det gælder vist også fagbøger), jeg mærker stadig intet i maven, og de få ting jeg har mærket var smerte og det ønsker jeg væk med det samme. Jeg synger ikke vuggeviser så ofte. Jeg tager mig selv i at tænke at jeg faktisk burde lægge en hånd på maven og bare være et i mig selv med barnet. Jeg er snart halvvejs og jeg orker næsten ikke at tænke på alle de ting der skal hives frem fra gemmeren og gøres klar. Min redebyggerinstinkt slår ikke til endnu.

Jeg har læst at det er normalt at man ikke tror at man kan føle lige så meget kærlighed for barnet nr. 2 som den første, og at det kan man faktisk godt. Måske ikke lige præcis helt den samme slags kærlighed, men en anden slags meget fyldestgørende kærlighed. Jeg stoler på det jeg har læst, og jeg håber at barnet i maven kan mærke at jeg meget gerne vil det, og at jeg på ingen måder elsker det mindre, og at det er lige så meget et mirakel som den første. Men situationen er en anden end første gang.

Mit højeste ønske for denne graviditet er, at jeg gerne vil føde vaginalt. Men selvfølgelig er det vigtigst at barnet har det godt. Lille du, du må gerne give et spark snart....

3 kommentarer:

  1. Det skal nok gå. bare rolig.
    og mødte Palle i bussen. desværre nåede jeg ikke at bede ham at hilse dig fra mig. :)

    John

    SvarSlet
  2. Griner....kan kun genkende det hele. Har også haft nogle dage, hvor jeg pludselig er i tvivl om mange uger jeg er henne! Sådan har det slet ikke været før. Ja er heller ikke den store motionsfreaker denne gang. Gåtur og cykeltur med ungerne til og fra skole og vuggestuen er nok for mig. Men er det ikke bare rart, at vi næsten har det hele klar? Dvs barnevogn, tøj, seng osv... Det giver mere ro, synes jeg.

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...