fredag, maj 27, 2011

Den navneløse frygt

Max skal på sin første overnatning i børnehaven. Han glæder sig, men samtidigt er det meget abstrakt for ham at han i nat kommer til at sove sammen med 21 andre børn og 3 voksne. Han spurgte om jeg kommer og putter ham, læser en historie og holder ham i hånden så han kan falde i søvn. Det måtte jeg så sige nej til. I dag tilfalder æren en af de voksne og at det nok skal blive rigtigt sjovt. Sagt med en munter stemme og påklistret smil. Jeg håbede at han ikke kunne fornemme den lille knude af frygt, den navneløse frygt dybt inde i min mave. Hvad nu hvis han græder og spørger efter sin mor og far? Det er en anden ukendt voksen der skal tørre hans tårer og trøste ham. Vi ved godt hvad de voksne hedder i børnehaven og vi ved at de er superdygtige og yderst professionelle i deres arbejde. Men de er ikke hans mor og far. Det er en verden til forskel at lade han overnatte hos familien og så hos for os ret faktisk fremmede mennesker. Jeg ved at knuden i maven vil løste sig jo flere gange han overnatter ude. Der kommer masser af oplevelser for ham, han skal sove ovre hos kammeraterne, være på lejrture og endda på ferie uden os i ugevis engang når han bliver voksen. Det er en del af en udviklingsproces for ham, men også for mig, hans mor. Jeg skal give slip, lidt efter lidt. Sådan er det at være mor. Smertefuldt indenimellem, men livsbekræftende.

2 kommentarer:

  1. søde kusine!

    Jeg ved nøjagtigt hvad du mener. Tro mig, det er ikke kun 1. gang de skal sove ude man er nervøs, det er man også 2. 3. og 10. gang.

    Vores ældste har ofte overnattet hos hans venner. Sidst hos en ven i Odense der lige er flyttet hjem til sine rigtige forældre efter at have været i pjelefamilie. G blev inviteret derud på weekend, de skulle i zoo og alt muligt. Vi kendte ikke forældrene, så jeg var MEGET nervøs!! Jeg sendte ham nogle smsér, som han slet ikke havde tid til at svare på- jeg var ved at dø!!

    Men da jeg hentede knægten dagen efter havde han haft det FANTASTISK! Og det er bare det man må huske på. Ingen er så gode som mor og far, men mange kan give ungerne nogle helt uforglemmelige oplevelser.

    Nu er han oven i købet blevet inviteret med på sommerferie sammen med en af hans andre venner. De skal ud og sejle... jamen jamen jamen... han kan jo blive solskoldet, blive søsyg, båden kan synke og G kan ikke svømme...
    Men selvfølgelig skal han med, der er jo ingen grund til at tage sorgerne på forskud.

    SvarSlet
  2. Ej det skal nok gå.
    For hver gang vi ser Max, kan vi se han vokser sig større og klogere..

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...