onsdag, september 15, 2010

Ventetiden

Jeg har ikke noget fornuftigt at sige eller skrive. Det er svært når en vi er tæt på lige nu er i sorg. Hun venter. De venter. Det er en tilstand hvor der hverken er liv eller død. Man føler sig utilstrækkelig. Blomster trøster ikke. Tanker trøster ikke. Men vi er der. Som soldater. Vi griber gerne når de falder. Altid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...