mandag, april 27, 2009

Et blomstrede hjerte

I dag ærger jeg mig over, at jeg ikke tog kameraet med, da der udspillede sig en skøn scene med Max. På vej hen til dagplejen zigzaggede vi mellem lejlighedskomplekser og krydsede en parkeringsplads. For enden af parkeringspladsen er der en sti der løber mellem et privat ejendom og Frydenlundskolen, og da vi skulle til at køre hen til stien, begyndte et japanske kirsebærtræ at dysse de sarteste lyserøde blomster hen over os. Max kikkede overrasket op, og begyndte at grine, som ved et trylleslag begyndte træet at dysse hundredevis, ja tusindevis af blomsterblade hen over os. De hvirvlede rundt om hovedet på os, som små lyserøde feer, og solen fandt et hul i det grå skydække og gav blomsterne vinger og tryllestøv.
Max lo og lød som en klukkende vandløb, og det gør han ellers kun når han får en mavekilder eller en flyvetur. Vi stod bare under træet og grinede, så man kun kan blive glad helt ind i sjælen. Jeg ville godt have taget et billede der, af min lille grinede dreng, der missede med øjnene og rakte hænderne op for at fange blomsterne. Men jeg gemmer billedet i mit hjerte så længe jeg lever.

3 kommentarer:

  1. Åhh ja, sådan et moment som aldrig dør så længe man lever. Nogle ting kan bare aldrig foreviges på billeder fordi billeder kan falme, men det kan minder i hjertet aldrig.

    For mig er det Max på skødet på hans dåbs dag mens vejret ikke kunne finde ud af om solen skulle skinne, regne eller sné. Vi fik det hele på denne ene dag. Jeg sad med Max på skødet og så sneen dale - vi nød det. Det er min moment.

    Kram mig i København.

    SvarSlet
  2. Lyder da utroligt.. en sjældent øjeblik.. kan godt forstå at du vil huske det i laaang tid. :)

    John

    SvarSlet

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...