onsdag, november 02, 2005

At stå af ræset...

Da jeg har en hørerest, skulle jeg som barn gå til taleundervisning og høretræning, også kendt under "artikulation". Min artikulationslærer var også min dansklærer, så det var som om jeg konstant skulle forbedre mit talesprog i dansktimer og i andre fag, netop fordi mine lærere dengang var vant til at jeg også brugte mit talesprog, hele tiden.

Men i 8. klasse fik jeg nok, jeg følte at jeg konstant blev hevet ud af spændende fag, for at stille mig foran spejlet og "snakke" med artikulationslæreren, men ydmygelsen var totalt, da læreren med glæde i øjnene, indokterede mig for "talemaskinen". Det er faktisk en almindelig computer forbundet med en mikrofon, så skulle jeg sige forskellige lyde (vokaler) for at få aben til at klatre op i palmetræen og lade bananklaser dumpe ned på jorden.

Der sad jeg, som 14 årig teenager, og skreg mig hæs ind i en mikrofon, jeg ville synke i jorden af skam, hvis nogen så mig. Så hver gang døren gik op, klappede jeg i og var svær at få i gang igen. Hjemme sagde jeg, at jeg ville ikke længere. Jeg gad bare ikke. Det kunen mine forældre godt forstå, men at det var op til mig.

Så jeg indledte min egen stille revolution, jeg lukkede simpelthen ned for stemmen, og brugte tegnsprog for "fulde gardiner". Det viste sig til at have en gavnlig effekt, først blev artikulationslæreren forbavset, så vred, så overtalende og så til sidst, gav hun op. Jeg blev ikke længere hevet ind for at kikke på mig selv i spejlet eller havde ansvar for at den forb....... abe fik sine bananer. Den kunne rende mig et vist sted.

Jeg har aldrig fortrudt at jeg stejlede, fra den dag begyndte min identitet som døv at vokse. I dag ved jeg hvem jeg er, det kan jeg takke mig selv som 14 årig. At jeg havde mod til at stå af ræset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...