torsdag, november 17, 2005

At definere sin hørelse...

Da jeg var barn, havde jeg mange måder at definere min hørelse på. Jeg kan huske, at jeg kaldte mig selv før tunghør. Hvilket jeg opfattede som noget der var næstbedst efter at være hørende. At være hørende var noget ultimativt, noget helt uopnåeligt for mig.
Jeg brugte oftest min stemme, og hvis jeg brugte tegnsprog, så var det med stemme på. Hvilket man i dag kalder "tegn til tale". Mit sprog var ikke korrekt formuleret på noget måder, hverken på dansk eller på dansk tegnsprog. Så jeg gik rundt i den "lykkelige" uvidenhed om, at folk i hvert fald forstod hvad jeg sagde. For det gjorde min familie, det gjorde mine venner og det gjorde kassedamen Kate henne i Lokalbrugsen også.

Det sker jo det, at man bliver ældre, og begynder at forstå hvordan det danske sprog er opbygget på skrift og verbalt. Jeg opdagede, at selvfølgelig forstod min familie hvad jeg sagde, de havde jo set og hørt hvordan jeg talte hele mit liv. De kendte alle betydninger af mit sprog. Men det betød ikke, at jeg talte korrekt dansk. Ej heller "talte" korrekt tegnsprog.
Så jeg valgte at kalde mig selv som stærkt hørehæmmet, for det opfattede jeg at det var det tætteste på ordet "døv" som jeg vil komme.

Min 7 år ældre kusine gik på Frijsenborg Ungdomsskole, og hende så jeg op til. Hun var som jeg, stærkt hørehæmmet, men hun brugte ikke tegnsprog, eller i hvert fald meget lidt. Jeg overvejede helt seriøst at gå der. For det lød altså for fedt, det hun har oplevet. Da jeg så kom op i de ældre klasser, hvor tegnsprog efterhånden blev det dominerede sprog, jeg droppede artikulationen, jeg fandt liv, glæde og forståelse i tegnsprog. Jeg kunne udtrykke alt på tegnsprog. Hvilket egentlig er mærkeligt, da jeg altid har kommet i døveforeningen hele livet, og har haft gode rollemodeller blandt voksne døve. Men jeg "så" ikke tegnsprog som det er. Et smukt, indholdsrigt og nuanceret sprog. Meget bedre end det "gebrokkent" dansk jeg talte.

Jeg begyndte at fortælle historier på tegnsprog til andre i klassen, og de andre døve på skolen og på fritidshjemmet, jeg digtede, fantaserede og endte med at drømme på tegnsprog. At det skulle gå 14 år før jeg opdagede tegnsprog som det er, et rigt sprog, og ikke kun støttekrykker til dansk. Men det gik yderligere et par år, før jeg droppede ordet "stærkt hørehæmmet" og besluttede for at betegne mig selv som døv. Jeg lærte at blive kulturelt døv, for jeg var ikke "født" døv af sindet. Jeg beskylder ingen, hverken min familie og mine lærere. Det var en erkendelsesproces jeg selv skulle igennem.

Men ikke alle er lige heldig stillet, mine forældre forhindrede mig aldrig i at bruge tegnsprog, og de tvang heller ikke mig til at gå til artikulation. Jeg fandt selv ud af hvad jeg ville og hvem jeg er. Jeg fik valgmuligheder, og jeg tog dem jeg fandt bedst. Påtvinger man et barn et bestemt sprog, river man barnet væk fra et miljø med gode sprogsbetingelser og erfaringer og holder man barnet uvidende om at der findes andre alternative måder at kommunkere på. Så er det ganske enkelt et sprogmord på barnet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...