tirsdag, oktober 16, 2018

Hvad nu hvis...

Den sjældne drøm
"Teo løber mig i møde, spreder sine arme ud, kaster sig ind til mig og råber moar mens solen skinner i hans rustrøde hår. Han begynder at snakke som et vandfald om alt det der er sket i skolen og i SFO den dag, mens ordene snubler ud af de manglende fortænder i munden. Han stopper op og spørger med tegnsprog om vi skal gå over i klubben og hente storebroren".

Hjertetstårer
Den scenarie har jeg drømt. Sjældent, men det sker. Især når jeg ligger i mørket med Teos hånd i min og venter på at søvnen overmander ham. Det kan tage timer. De føles lange i mørket. Som det halve liv. Tankerne flyver rundt omkring. Han ligger altid trykket ind til mig. Min lille, stærke og tavse 6 årig. Han dufter af tandpasta og af at være en aktiv dreng. Jeg ender med at fælde hjertetstårer hver gang. Det bliver aldrig helt let. Disse følelser har jeg som regel pakket hårdt sammen ned i en boks gemt i en stor maghonikiste, hvis nøglen til den hænger jeg på en mental knage helt inde i mine inderste kroge i sindet.

Resignation
Jeg har set hans sprog smuldre fra den ene dag til anden mens autismen ændrede ham. Fra det klareste lys til en flakkende stikflamme. Naivt har jeg troet på autoriteten der sagde at børn udvikler sig forskelligt. At han vil komme til at tale igen. At det intet er i vejen med ham. Jeg skulle have stolet på mine intuitioner der skreg "Stop det! Hjælp ham! Tag ham væk!". Han led mens man ihærdigt dag for dag trænede lyde med ham. Han græd. Han resignerede. Han trak sig ind. 

Dragen
Trak vi ham ud tidsnok til at han kan komme sig? Det ved jeg ikke. Det siger de. At håbet er der. Det sagde de også da hans stemme døde og mistede kontakt med denne verden. Han er som en drage, der flyver hid og did. Stabilt i nogle timer, andre timer rykker han rigeligt meget så hånden er helt øm over at holde snoren. Af og til rykker dragen sig så hårdt at vi taber snoren, så vi må tumle afsted for at fange den igen. Sikre at vi kan tøjre ham, så han stadig er forbundet til den her verden. Vi vil aldrig kunne slappe helt af og give ham snoren og dermed friheden til at flyve højt og flot. Stigende, stærkere og friere. Være sig selv. Teo der kan se os foroven og råbe "moar" ned til mig.

Teo ånder nu dybt. Hans hånd falder ud af min. Jeg kysser ham på hans varme kind og hvisker det samme hver aften, "Kom tilbage til mig".


tirsdag, oktober 09, 2018

Min løbehistorie del 2 - Gennembrudet

Kold som en brøndgravers r..
Jeg frøs om ørerne. Det var hård frost, omtrent minus 2 grader men føltes langt koldere. Mine fødder var svedige af varmen fra billige tennissokker. Friktionen fra sokken mod min hæl dannede en vabel. Jeg kunne mærke smerten fra vablen der bristede. Men jeg fortsatte alligevel hen ad Ingerselv på vej mod Jegstrup, jeg tænkte at jeg burde stoppe op for jeg havde allerede løbet i otte minutter. Men tænkte at jeg ville fortsætte, så jeg ikke kom til at fryse ved at gå i stedet. Jeg havde gåsehud under mine tynde nylonleggins. Så jeg fortsatte.

Vintersolen
Fik blodsmagen i munden og begyndte at hoste da jeg hev den kolde luft helt dybt nede i lungerne. Jeg rundede Jegstrup, satte farten lidt ned for at kunne se på mobilen hvad Endomondo ville fortælle. Jeg havde løbet i 2,2 km uden pause. Indre jubel! Jeg tænkte at jeg lige kunne løbe hjem, kun 1 km igen, bare springe løbeprogrammet over. Jeg løb blandt træerne, rundede om til Skovgårdsvænget og blev blændet af aftensolen der skinnede hvideligt hen over snelandskabet med safirblå aftenhimmel. Jeg nåede at tænke i et splitsekund - "far". Jeg snappede efter vejret, satte farten lidt ned og prøvede at trække vejret lidt mere roligt, udåndinger duggede mine briller, men jeg kunne ikke trække vejret helt ned. Pulsen bankede vildt og jeg nåede hen ved begyndelsen af min vej hjem, jeg mærkede klumpen i halsen og tårerne randt. Jeg kunne intet se for vintersolen og asfalten dansede uden for mit synsfelt med millioner af prismer. Jeg sansende lige at jeg var kommet hen til nr. 3. Hjem.

"Far"
Med tårerne rendende fik jeg stoppet Endomondo, gik ind og faldt om på toilettet, lukkede døren for at holde lyset ude. Smerten bølgede i brystkassen. Jeg gispede efter luften, pudsede næsen og prøvede at berolige mit galoperende hjerte. Det er ikke fordi jeg løb. Det er fordi jeg tænkte "far". Det slog mig lidt ud af kursen. Det var kun 11 måneder siden verdenen stod stille og hans bevidsthed og sjæl forlod os. Jeg tog et varmt bad, for at dulme smerten i brystkassen og tårerne faldt under brusebadet. Jeg blev ren, men også helt tom indeni. Jeg bad en stille bøn og sagde tak til mine ben der bar mig så langt og mit sind der fik mig hjem trods det smertelige glimt af "far".

Aldrig glemt - far.


fredag, august 24, 2018

Min løbehistorie del 1 - Nytårsfortsættelsen

Nytårsfortsættelsen

På den allerførste dag i det nye år, med hævede øjne, tung krop og kun 4 timers søvn snørede jeg mine meget slidte løbesko ind. Eller faktisk de var egentlig ikke rigtig løbesko, men sneakers, komfortabel men ikke løbeegnet. Men løbe, det skulle jeg. Jeg havde i et anfald af "nu eller aldrig" rus man er i, når man tager sit liv op til revision som man gør med nytårsfortsættelser, meldt mig til Royal Run.

2017 - not my best year

Så havde jeg lige fem måneder til at få sofasneglen til at blive en løber, vel at mærke en der SKAL løbe 10 kilometer. Et projekt jeg tænkte mange gange, at det ville jeg aldrig kunne gennemføre. Men der skete et eller andet i mig, 2017 var et sindssygt hårdt år for mig, at jonglere med en praktikplads, et massivt vægttab efter min gastic bypass operation i december 2016, min fars død og ansvaret for at få Døves Kulturdag i Aarhus til at lykkes på et år, samtidig med at være nærværende datter, søster, kone og mor i familien.

2018 skulle være mit år, hvor jeg selv bestemte over hvordan et projekt skulle forløbe sig. Et jeg kunne kontrollere 110 procent. En rejse inde i mig selv begyndte den dag den 1. januar. Jeg fortalte det kun til min mand og til min ældste søn, at nu tog jeg en løbetur. Overraskende, hævede øjenbryn men ellers ingen kommentarer. Jeg havde printet et løbeprogram ud fra www.motionslob.dk hvor man kunne lære at løbe 10 km på 16 uger, og det passede nogenlunde med at jeg ville kunne det lige før den 21. maj, til Royal Run.

Det første løb

Tilbage til dag 1, jeg var pakket ind i sneakers, havde uldsokker i dem, billige strækleggins på, en eller andet syntetisk langærmet bluse, jeg købte i Føtex, tyk vinterjakke på med halstørklæde til, samt en uldhue og strikvanter. Der var kun 1 grad "varmt", men blæste så luften føltes koldere. Da jeg ikke kunne holde på et stykke papir og se efter hvor langt jeg skulle løbe og gå samtidigt holde øje med tiden på mit ur. Tænkte jeg at jeg ville lade løbeprogrammet hænge på køleskabet og skrive tallene ned på håndryggen, så jeg bare kunne tjekke efter.

Først stod der man skulle gå 5 minutter, nemt nok, det kunne jeg jo, men det var koldt, så jeg satte hastigheden op for at få varmen. Sveden begyndte at hagle under uldhuen, den tog jeg af, proppede den ind bag jakken, så skulle jeg løbe i 1 minut, jo det er da nemt nok. Jeg satte af og løb i lunteform, tænkte at jeg snart har løbet i 1 minut, kikkede på uret, 20 sekunder... What!! 40 sekunder endnu. Jeg hang på, mine lunger hvinede og jeg huskede jeg tænkte at jeg sgu var snotdum at tilmelde mig til Royal Run, hvad bildte jeg mig ind? Så skulle jeg gå i 3 minutter. Pyh! Så kunne jeg få pulsen og hjertebanken ned igen, men 3 minutter var ikke nok til at få kolibrien bag brystet til at falde til ro og så skulle jeg løbe i 1 minut igen, op ad en bakke, en lille en ganske vist, men når man ikke har lavet noget fornuftigt sportslige aktiviteter i flere år, så er bakken pludselig en led satan. Men op kom jeg med hiv og sving og igen skulle jeg gå i 5 minutter. 

Så var jeg pludselig færdig, midt ude på Lars Tyndskids marker og den lille kilometer hjem på gåben måtte jeg gøre med frysende ben, kolde tæer og overkroppen der svedte og dampede under vinterjakken med våde hænder, hals og ansigt. Det føltes som at have tømmermænd af den væmmelige slags. Jeg havde kvalme. Men hjem kom jeg og fik streget den første dag over på løbeprogrammet. Min dreng spurgte så om jeg skulle afsted igen, jeg sagde ja, men jeg tænkte "fandme nej du!".

Fortsættelsen følger...

søndag, august 19, 2018

Årene går

Hvordan starter man en blog op igen efter et par års radiotavshed? Jeg har altid elsket at skrive, men i de seneste par år er det tusinde gange nemmere at skrive en facebook opdatering eller tage et billede til instagram og skrive en kort tekst.

Årene er gået og jeg vil gerne kunne fortælle hvad der er sket. Et liv levet med alle dets nuancer, at jeg bliver helt forpustet. Hvordan fortæller man det hele på en enkelt post? Det kan man ikke, så det vil komme drypvis. Jeg kan ikke love at jeg vil gøre det regelmæssigt, men jeg har noget på hjertet.

I morgen ville min far være fyldt 68 år og det vil være hans anden fødselsdag uden at han er her iblandt os levende. Jeg får hjertekramper og våde øjne hver gang jeg tænker på ham. Jeg er så tyndhudet at man kan se mit bankende hjerte i brystet. Til hverdagene kan jeg skubbe det på afstanden, for det er andre end bare mig der skal have opmærksomheden. Men så jeg ser et eller andet, så glimter det oppe i hovedet på mig, "far" og jeg må trække vejret dybt og måske lige græde lidt for at lette smerten bag struben. Som regel når jeg er alene, ude på landevejene hvor jeg løber kilometer efter kilometer. Lige kikke på naturen. Det hjælper.

Jeg har fortalt til flere om tiden op til hans død, delene af eller hele historien, bare for at komme ud med den indtrængte raseri over den uretfærdige i at det blev ham der blev frataget os. Det bliver godt at få skrevet det ned og det lover jeg at dele med jer engang. Men i dag venter der løbeklubben og en biograftur med min mor. En dejlig søndag til jer derude.


tirsdag, oktober 04, 2016

Verden i vater på en ny måde




At få ens barn passet af en barnepige er ikke noget usædvanlig i. Det er mange familier der gør det. Men at få Teo passet, mens resten af familie er ude sammen og lave ting sammen, som en familie, hvor vi slapper af og griner sammen. Det er noget helt andet. Det er en tilvænning for mig. Sorgen over at familiekonstellationen ofte må bestå af to og to, eller at være uden ham. Han forstår det (heldigvis) ikke... Endnu. Men jeg og manden gør det, der er af mindst onde for Teo.

I lørdags var jeg både ked af, men også lidt lettet, for vi tre andre slappede af, vi kunne bare være der uden at det hele skal gå op i planlægning, holde skarpt øje med alle mulige og umulige scenarier der kunne føre til et overstimuleret barn eller et barn der kommer til skade. Vi var ikke i konstant alarmberedskab. Vi havde faktisk tid til at kunne svare Max i hele sætninger. Tid til at forklare. Tid til at være til. Det var bestemt dejligt. Det bliver ikke sidste gang. Når vi er sammen alle fire lige nu, så sidder vi i sofaen, kilder hinanden, klør hinanden på ryggen, griner af noget i tvet, snakker sammen eller når Teo gør noget lidt løjerligt. Der er min verden i vater.


 Det er en del af min lod at være mor til en fantastisk, dejlig og speciel dreng som Teo og en følsom og klog dreng som Max.

torsdag, september 22, 2016

For fuld udblæsning


Jeg ved godt at det er lang tid siden jeg sidst har skrevet noget. Men tiden flyver bare af sted når der er så mange ting at lave. Vi har det alle fire godt efter omstændighederne. Det går op og ned i ethvert familieliv. Så er det udfordringer der er svære og noget det er lettere at overkomme.

Først om mig, jeg er begyndt ude på Arbejdsmarkedscenter Nord, jeg er der 5 timer hver dag i IT-Kommunikations afdeling. Jeg lærer nye ting såsom Excel, wordpress og lign. Formålet med at have mig der, er at se hvor mange timer jeg kan klare at arbejde pr. dag efter jeg har været sygemeldt i et år. Det lidt vanskelige ved at være her er, at når jeg har samtalerne med konsulenterne, siger de at jeg bare skal prøve at søge alt muligt slags arbejde, både det jeg finder interessant, men også det jeg ikke tror at jeg kan magte eller de betingelser for jobbet jeg selv tror at jeg ikke kan opfylde. Men den sang har alle arbejdssøgende hørt rigtig mange gange. Jeg har hørt det mange gange i forskellige versioner, men meningen er det samme, "tag dig sammen". Men de har ikke den rigtige forståelse for at stressen er noget jeg skal leve med hele livet. At de tror "nu er den værste overstået", men det er det ikke. At have et barn med udfordringer er at kroppen og hovedet lever i et konstant alarmberedskab. Man kan aldrig tage det helt roligt. Autismen er ikke noget der går over.

Jeg kan reelt godt varetage en 37 timers arbejdsuge, men med Teo og hans udfordringer, føler jeg og også min mand at vi han ikke skal have så mange timer i børnehaven om dagen. For det påvirker ham, men mere om Teo senere. Så 5 timer om dagen er helt fint til mig. Enden på det her forløb skulle gerne udmunde i en praktikplads. Jeg har ingen idé om hvor, men jeg har sagt at det skal være et sted hvor jeg er i dialog med andre mennesker. Et hej og en farvel om dagen gør mig ensom ude på arbejdsmarkedet. Jeg er et menneske der skal have interaktion med andre hver dag. Da jeg var ude i nyttejobbet i 2 meget lange måneder, hvor jeg ikke snakkede så meget med de andre, fordi det reelt bare var et montagearbejde hvor man passer sit. De andre kunne snakke sammen tværs over bordene, jeg skulle koncentrere mig. Jeg blev faktisk syg af at være på nyttejobbet. Jeg blev ramt af både lungebetændelse og influenza, javist var det efteråret og der bliver jeg altid syg. Men jobbet gjorde mig rigtig syg. Det var ensomt at ikke tale med noget. Til frokostpausen orkede jeg ikke at bruge mine resterede energi på at snakke med dem. Det er noget anderledes på AMC Nord, her laver jeg noget jeg kan se god mening i. Så jeg er forsigtig optimistisk.

Max har det godt, vi forsøger at give ham en hverdag med forskellige aktiviteter med skolen, badminton og kor. Max går lige nu til en samtalegruppe med andre børn på nogenlunde samme alder, hvor de også har søskende med særlige udfordringer. Det er en stor hjælp for ham. Han får sat ord på sine følelser og set, at han ikke er den eneste i verdenen. Allerede efter 1. samtale udtrykte han sine ønsker og tanker omkring det at have en bror som Teo. Max har altid været god til at sætte ord på tingene, men nu får han redskaber til at bedre og mere struktureret sætte ord på hvad det han mangler og tænker på.

Teo, mit lille hjertesmertebarn. Lige nu er han i en periode hvor han tester vores tålmodighed og hvor han har fået en ny personlighed. Han er blevet så stædig. Det giver nogle kampe. Lige nu har han en tendens til at kaste med tingene. Alt hvad han kan få op under sine negle. Vi sætte vores ting rigtig højt oppe og stuen er støvsuget for legetøj, han kan ikke lade være. Han gør det lige fra han kommer hjem til han skal sove. Vi siger nej rigtig mange gange, og det sker nedsmeltninger. Hans børnehave har også observeret de samme ting, så nu gør vi en fælles indsats for at lære ham at det må han ikke. Det er rigtigt hårdt, for det kan tage uger, ja endda måneder med at ændre det. For nu at citere hans kontaktpædagog; "det er autismen for fuld udblæsning". Det kan ikke længere kategoriseres som småbørns opførelse. Han er 4 år og hans autismen slår rigtig hårdt for tiden.

Min mand Palle og hans kammerat Kumaran har virkelig knoklet for at få en hjemmeside op at køre. De har arbejdet i over et år med at indsamle, kategorisere, undersøge, spørge om tilladelse til at benytte dette og hint. Hjemmesiden får premiere den 1. oktober med en reception på Folkestedet fra kl. 13.00. Kom og vær med hvis du/I er i Århus. Det er lidt godt at drikke og spise.


fredag, juli 08, 2016

Wannabe - wanna me?


Det er præcis 20 år siden den bedste pigeudgave af konceptbands fra England bragede igennem med "Wannabe". De bragte tanker ud til verdenen om at piger er mega seje og at de kan godt sparke r... hos alle. At man kan hvad man sætter sig for.

Det er også 20 år siden jeg vaklede på mine falske Buffalos, striber i håret, stram, virkelig rockerstram banangul jeans og orangestribet trøje hen til Nyborgs eneste musikforretning. Ejeren var gammel som i en der gik med kittel og læsebriller. Kan helt tydeligt huske at cd'en kostede 149, 99 kr og stod på øverste hylde lige ved siden af Thomas Helmig.

Jeg råspillede den cd næsten til døde og lærte alle sangene udenad. Det blev jeg nødt til, for jeg var alvorligt træt af min nabos evige rapmusik. Jeg var den første på kollegiet der havde Spice Girls album, så jeg fik en del gæster.

Spice Girls er ingen store sangere, enkelte af dem kan ret faktisk godt synge ganske hæderligt, men det var slet ikke pointen med gruppen. De repræsenterede råstyrke, kvindelig råstyrke og så var de forskellige i personligheder og påklædninger. Det var atypisk dengang. De var på ingen måde sexet, slidset op i korte nederdele, udringet helt ned til navle og med krøllet vindblæst hår tilsat exetoneis. (Hint hint Destiny's Child og Fifth Harmony)

De var sig selv. Det var dejligt befriende. Max har fået banket "Wannabe" ind i sit musikalske bibliotek helt fra spæd af. Heldigvis synes han at sangen er fed.

Tillykke med jubilæet piger! Tillykke til dig der var den unge pige i 1996 da de væltede verdenen og skabte en fest.

You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...