fredag, august 24, 2018

Min løbehistorie del 1 - Nytårsfortsættelsen

Nytårsfortsættelsen

På den allerførste dag i det nye år, med hævede øjne, tung krop og kun 4 timers søvn snørede jeg mine meget slidte løbesko ind. Eller faktisk de var egentlig ikke rigtig løbesko, men sneakers, komfortabel men ikke løbeegnet. Men løbe, det skulle jeg. Jeg havde i et anfald af "nu eller aldrig" rus man er i, når man tager sit liv op til revision som man gør med nytårsfortsættelser, meldt mig til Royal Run.

2017 - not my best year

Så havde jeg lige fem måneder til at få sofasneglen til at blive en løber, vel at mærke en der SKAL løbe 10 kilometer. Et projekt jeg tænkte mange gange, at det ville jeg aldrig kunne gennemføre. Men der skete et eller andet i mig, 2017 var et sindssygt hårdt år for mig, at jonglere med en praktikplads, et massivt vægttab efter min gastic bypass operation i december 2016, min fars død og ansvaret for at få Døves Kulturdag i Aarhus til at lykkes på et år, samtidig med at være nærværende datter, søster, kone og mor i familien.

2018 skulle være mit år, hvor jeg selv bestemte over hvordan et projekt skulle forløbe sig. Et jeg kunne kontrollere 110 procent. En rejse inde i mig selv begyndte den dag den 1. januar. Jeg fortalte det kun til min mand og til min ældste søn, at nu tog jeg en løbetur. Overraskende, hævede øjenbryn men ellers ingen kommentarer. Jeg havde printet et løbeprogram ud fra www.motionslob.dk hvor man kunne lære at løbe 10 km på 16 uger, og det passede nogenlunde med at jeg ville kunne det lige før den 21. maj, til Royal Run.

Det første løb

Tilbage til dag 1, jeg var pakket ind i sneakers, havde uldsokker i dem, billige strækleggins på, en eller andet syntetisk langærmet bluse, jeg købte i Føtex, tyk vinterjakke på med halstørklæde til, samt en uldhue og strikvanter. Der var kun 1 grad "varmt", men blæste så luften føltes koldere. Da jeg ikke kunne holde på et stykke papir og se efter hvor langt jeg skulle løbe og gå samtidigt holde øje med tiden på mit ur. Tænkte jeg at jeg ville lade løbeprogrammet hænge på køleskabet og skrive tallene ned på håndryggen, så jeg bare kunne tjekke efter.

Først stod der man skulle gå 5 minutter, nemt nok, det kunne jeg jo, men det var koldt, så jeg satte hastigheden op for at få varmen. Sveden begyndte at hagle under uldhuen, den tog jeg af, proppede den ind bag jakken, så skulle jeg løbe i 1 minut, jo det er da nemt nok. Jeg satte af og løb i lunteform, tænkte at jeg snart har løbet i 1 minut, kikkede på uret, 20 sekunder... What!! 40 sekunder endnu. Jeg hang på, mine lunger hvinede og jeg huskede jeg tænkte at jeg sgu var snotdum at tilmelde mig til Royal Run, hvad bildte jeg mig ind? Så skulle jeg gå i 3 minutter. Pyh! Så kunne jeg få pulsen og hjertebanken ned igen, men 3 minutter var ikke nok til at få kolibrien bag brystet til at falde til ro og så skulle jeg løbe i 1 minut igen, op ad en bakke, en lille en ganske vist, men når man ikke har lavet noget fornuftigt sportslige aktiviteter i flere år, så er bakken pludselig en led satan. Men op kom jeg med hiv og sving og igen skulle jeg gå i 5 minutter. 

Så var jeg pludselig færdig, midt ude på Lars Tyndskids marker og den lille kilometer hjem på gåben måtte jeg gøre med frysende ben, kolde tæer og overkroppen der svedte og dampede under vinterjakken med våde hænder, hals og ansigt. Det føltes som at have tømmermænd af den væmmelige slags. Jeg havde kvalme. Men hjem kom jeg og fik streget den første dag over på løbeprogrammet. Min dreng spurgte så om jeg skulle afsted igen, jeg sagde ja, men jeg tænkte "fandme nej du!".

Fortsættelsen følger...

søndag, august 19, 2018

Årene går

Hvordan starter man en blog op igen efter et par års radiotavshed? Jeg har altid elsket at skrive, men i de seneste par år er det tusinde gange nemmere at skrive en facebook opdatering eller tage et billede til instagram og skrive en kort tekst.

Årene er gået og jeg vil gerne kunne fortælle hvad der er sket. Et liv levet med alle dets nuancer, at jeg bliver helt forpustet. Hvordan fortæller man det hele på en enkelt post? Det kan man ikke, så det vil komme drypvis. Jeg kan ikke love at jeg vil gøre det regelmæssigt, men jeg har noget på hjertet.

I morgen ville min far være fyldt 68 år og det vil være hans anden fødselsdag uden at han er her iblandt os levende. Jeg får hjertekramper og våde øjne hver gang jeg tænker på ham. Jeg er så tyndhudet at man kan se mit bankende hjerte i brystet. Til hverdagene kan jeg skubbe det på afstanden, for det er andre end bare mig der skal have opmærksomheden. Men så jeg ser et eller andet, så glimter det oppe i hovedet på mig, "far" og jeg må trække vejret dybt og måske lige græde lidt for at lette smerten bag struben. Som regel når jeg er alene, ude på landevejene hvor jeg løber kilometer efter kilometer. Lige kikke på naturen. Det hjælper.

Jeg har fortalt til flere om tiden op til hans død, delene af eller hele historien, bare for at komme ud med den indtrængte raseri over den uretfærdige i at det blev ham der blev frataget os. Det bliver godt at få skrevet det ned og det lover jeg at dele med jer engang. Men i dag venter der løbeklubben og en biograftur med min mor. En dejlig søndag til jer derude.


tirsdag, oktober 04, 2016

Verden i vater på en ny måde




At få ens barn passet af en barnepige er ikke noget usædvanlig i. Det er mange familier der gør det. Men at få Teo passet, mens resten af familie er ude sammen og lave ting sammen, som en familie, hvor vi slapper af og griner sammen. Det er noget helt andet. Det er en tilvænning for mig. Sorgen over at familiekonstellationen ofte må bestå af to og to, eller at være uden ham. Han forstår det (heldigvis) ikke... Endnu. Men jeg og manden gør det, der er af mindst onde for Teo.

I lørdags var jeg både ked af, men også lidt lettet, for vi tre andre slappede af, vi kunne bare være der uden at det hele skal gå op i planlægning, holde skarpt øje med alle mulige og umulige scenarier der kunne føre til et overstimuleret barn eller et barn der kommer til skade. Vi var ikke i konstant alarmberedskab. Vi havde faktisk tid til at kunne svare Max i hele sætninger. Tid til at forklare. Tid til at være til. Det var bestemt dejligt. Det bliver ikke sidste gang. Når vi er sammen alle fire lige nu, så sidder vi i sofaen, kilder hinanden, klør hinanden på ryggen, griner af noget i tvet, snakker sammen eller når Teo gør noget lidt løjerligt. Der er min verden i vater.


 Det er en del af min lod at være mor til en fantastisk, dejlig og speciel dreng som Teo og en følsom og klog dreng som Max.

torsdag, september 22, 2016

For fuld udblæsning


Jeg ved godt at det er lang tid siden jeg sidst har skrevet noget. Men tiden flyver bare af sted når der er så mange ting at lave. Vi har det alle fire godt efter omstændighederne. Det går op og ned i ethvert familieliv. Så er det udfordringer der er svære og noget det er lettere at overkomme.

Først om mig, jeg er begyndt ude på Arbejdsmarkedscenter Nord, jeg er der 5 timer hver dag i IT-Kommunikations afdeling. Jeg lærer nye ting såsom Excel, wordpress og lign. Formålet med at have mig der, er at se hvor mange timer jeg kan klare at arbejde pr. dag efter jeg har været sygemeldt i et år. Det lidt vanskelige ved at være her er, at når jeg har samtalerne med konsulenterne, siger de at jeg bare skal prøve at søge alt muligt slags arbejde, både det jeg finder interessant, men også det jeg ikke tror at jeg kan magte eller de betingelser for jobbet jeg selv tror at jeg ikke kan opfylde. Men den sang har alle arbejdssøgende hørt rigtig mange gange. Jeg har hørt det mange gange i forskellige versioner, men meningen er det samme, "tag dig sammen". Men de har ikke den rigtige forståelse for at stressen er noget jeg skal leve med hele livet. At de tror "nu er den værste overstået", men det er det ikke. At have et barn med udfordringer er at kroppen og hovedet lever i et konstant alarmberedskab. Man kan aldrig tage det helt roligt. Autismen er ikke noget der går over.

Jeg kan reelt godt varetage en 37 timers arbejdsuge, men med Teo og hans udfordringer, føler jeg og også min mand at vi han ikke skal have så mange timer i børnehaven om dagen. For det påvirker ham, men mere om Teo senere. Så 5 timer om dagen er helt fint til mig. Enden på det her forløb skulle gerne udmunde i en praktikplads. Jeg har ingen idé om hvor, men jeg har sagt at det skal være et sted hvor jeg er i dialog med andre mennesker. Et hej og en farvel om dagen gør mig ensom ude på arbejdsmarkedet. Jeg er et menneske der skal have interaktion med andre hver dag. Da jeg var ude i nyttejobbet i 2 meget lange måneder, hvor jeg ikke snakkede så meget med de andre, fordi det reelt bare var et montagearbejde hvor man passer sit. De andre kunne snakke sammen tværs over bordene, jeg skulle koncentrere mig. Jeg blev faktisk syg af at være på nyttejobbet. Jeg blev ramt af både lungebetændelse og influenza, javist var det efteråret og der bliver jeg altid syg. Men jobbet gjorde mig rigtig syg. Det var ensomt at ikke tale med noget. Til frokostpausen orkede jeg ikke at bruge mine resterede energi på at snakke med dem. Det er noget anderledes på AMC Nord, her laver jeg noget jeg kan se god mening i. Så jeg er forsigtig optimistisk.

Max har det godt, vi forsøger at give ham en hverdag med forskellige aktiviteter med skolen, badminton og kor. Max går lige nu til en samtalegruppe med andre børn på nogenlunde samme alder, hvor de også har søskende med særlige udfordringer. Det er en stor hjælp for ham. Han får sat ord på sine følelser og set, at han ikke er den eneste i verdenen. Allerede efter 1. samtale udtrykte han sine ønsker og tanker omkring det at have en bror som Teo. Max har altid været god til at sætte ord på tingene, men nu får han redskaber til at bedre og mere struktureret sætte ord på hvad det han mangler og tænker på.

Teo, mit lille hjertesmertebarn. Lige nu er han i en periode hvor han tester vores tålmodighed og hvor han har fået en ny personlighed. Han er blevet så stædig. Det giver nogle kampe. Lige nu har han en tendens til at kaste med tingene. Alt hvad han kan få op under sine negle. Vi sætte vores ting rigtig højt oppe og stuen er støvsuget for legetøj, han kan ikke lade være. Han gør det lige fra han kommer hjem til han skal sove. Vi siger nej rigtig mange gange, og det sker nedsmeltninger. Hans børnehave har også observeret de samme ting, så nu gør vi en fælles indsats for at lære ham at det må han ikke. Det er rigtigt hårdt, for det kan tage uger, ja endda måneder med at ændre det. For nu at citere hans kontaktpædagog; "det er autismen for fuld udblæsning". Det kan ikke længere kategoriseres som småbørns opførelse. Han er 4 år og hans autismen slår rigtig hårdt for tiden.

Min mand Palle og hans kammerat Kumaran har virkelig knoklet for at få en hjemmeside op at køre. De har arbejdet i over et år med at indsamle, kategorisere, undersøge, spørge om tilladelse til at benytte dette og hint. Hjemmesiden får premiere den 1. oktober med en reception på Folkestedet fra kl. 13.00. Kom og vær med hvis du/I er i Århus. Det er lidt godt at drikke og spise.


fredag, juli 08, 2016

Wannabe - wanna me?


Det er præcis 20 år siden den bedste pigeudgave af konceptbands fra England bragede igennem med "Wannabe". De bragte tanker ud til verdenen om at piger er mega seje og at de kan godt sparke r... hos alle. At man kan hvad man sætter sig for.

Det er også 20 år siden jeg vaklede på mine falske Buffalos, striber i håret, stram, virkelig rockerstram banangul jeans og orangestribet trøje hen til Nyborgs eneste musikforretning. Ejeren var gammel som i en der gik med kittel og læsebriller. Kan helt tydeligt huske at cd'en kostede 149, 99 kr og stod på øverste hylde lige ved siden af Thomas Helmig.

Jeg råspillede den cd næsten til døde og lærte alle sangene udenad. Det blev jeg nødt til, for jeg var alvorligt træt af min nabos evige rapmusik. Jeg var den første på kollegiet der havde Spice Girls album, så jeg fik en del gæster.

Spice Girls er ingen store sangere, enkelte af dem kan ret faktisk godt synge ganske hæderligt, men det var slet ikke pointen med gruppen. De repræsenterede råstyrke, kvindelig råstyrke og så var de forskellige i personligheder og påklædninger. Det var atypisk dengang. De var på ingen måde sexet, slidset op i korte nederdele, udringet helt ned til navle og med krøllet vindblæst hår tilsat exetoneis. (Hint hint Destiny's Child og Fifth Harmony)

De var sig selv. Det var dejligt befriende. Max har fået banket "Wannabe" ind i sit musikalske bibliotek helt fra spæd af. Heldigvis synes han at sangen er fed.

Tillykke med jubilæet piger! Tillykke til dig der var den unge pige i 1996 da de væltede verdenen og skabte en fest.

fredag, juni 24, 2016

Deaf Space og behov for at være alene

Vi bor i et rækkehus der er 110 kvm2 stort. Vi er fire personer. 3 ud af 4 er døve. Så vores nederste etage er både stuen, kontoret og køkkenet. Det er godt og vel cirka 35-40 kvm2 Vi har frit udsyn til hele området og har store vinduespartier.. Det er egentlig ret døvevenligt. Det er ideelt og så dog alligevel ikke.

Max vores ældste har behov for at høre hvad der bliver sagt i hans ipad, men da vi alle andre er her og larmer som nu tre personer kan gøre, så har han hørebøffer. Han sidder med ryggen mod os og kan så lukke os ude hvis han vil. Men straks deltage i hvad der sker i huset. Han har et pænt størrelse værelse med lækre ting, synes vi, men han er der kun for at sove eller når han har kammerater på besøg.

Jeg og faktisk også Teo er lydfølsomme, så hvis Max lytter til sin ipad uden sin hørebøffer, så larmer det med tegneserielyde, dåselatter og masser af jingles. Det bliver jeg og sikkert også Teo vanvittige af. Almindelige hverdagslyde kan jeg takle, men melodien til Pokémon kan hyle mig ud af det.

Teo er i sin kraft af autisme og sit høretab faktisk i modstrid med hinanden. Teo elsker at holde øje med os ud af sine øjekroge og vide hvor vi alle befinder os. Han følger mig overalt, også ude på toilettet. Jeg glæder mig til at Teo bliver større, og han mister lysten til at kikke på mig imens jeg har underbukser dinglende ved mine fødder. Det er hans deaf space. Men hans autisme gør, at han bliver bombarderet med alle lydene og indtryk. For der sker meget i hans sind som han ikke kan frasortere. Så han bliver autistisk i hans måde at være på. Skriger, griner og er overbegejstret. Han kan ikke koncentrere sig eller fastholde blikkontakt så længe. I morgen holder vi fødselsdag for ham i familien, vi bliver 14 personer i alt. Han elsker at der kommer besøg, men 14 er immerværk mange mennesker i et rum. Familien er nu forhåbentlig vant til, at han ikke kan sidde ved bordet i timevis, men laver andre ting mens vi hygger ved bordet.

Ellers har vi fundet ud af, at vi tager ham med op i vores 1. sal, for så får han ro. Der er ikke så mange ting. 

Hvis der er ingen børn hjemme, så kan vi på skift godt lide at være for sig selv, jeg plejer at spørge om Doug ikke skal på biblioteket eller han spørger om jeg ikke skal handle eller tage ind til byen. Det betyder kort og godt; "Skrid, så jeg kan få fred". Det hele bliver sagt med et smil. 

onsdag, juni 15, 2016

Lille stakkel



Max gør sig tanker om mangt og meget, ret ofte er det meget modne og gammelkloge refleksioner han gør sig. Sommetider overrasker han mig med et indsigt jeg ikke ville have tillagt en 8 årig. Jeg tænkte i hvert fald ikke sådan da jeg var på hans alder.

Mor - Må jeg godt synes at Teo er en lille stakkel? Spurgte han og jeg svarede at han godt måtte uddybe det. Jamen mor, han er både døv og har autisme, det er så meget han går glip af, han forstår ikke alt det han kan høre, han forstår ikke det vi siger til ham og han opfører sig nogle gange ikke som andre på samme alder. Jeg vil så gerne at han forstår det hele, alt det vi fortæller ham, hvor meget vi elsker ham og hvor dygtig vi synes han er. At han bare kan være en irriterende lillebror i stedet for en lidt mærkelig lillebror.

Jeg prøvede at forklare, at sådan som Teo har det lige nu, så er han lykkelig uvidende om alt det - endnu, og at han er en glad person inderst inde. Det er ikke så meget "stakkels mig" hos Teo. Men jeg forstod godt hvad Max forsøgte at sige. 

Ja, det er pisseuretfærdigt, beklager min franske, at det netop er Teo der er autist. Teo der ikke kan som andre jævnaldrende. At vores familiedynamik ikke kører som smurte tandhjul der alle snurrer i harmoni med hinanden. Teo har et hak i sit tandhjul, og hver gang hver vores tandhjul passerer det hak, så hopper vi alle. Men vi kører da stadig rundt, som et gammelt ur der lige er en par minutter bagefter. Resten af livet.


You might also like:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...